Kan vi få point mod Belgien?

Som udgangspunkt ikke. Belgien er bedre end os, hvad de tydeligt demonstrerede i to omgange i efterårets opgør i Nations League. Med sikre sejre på 2-0 og 4-2.

Men... her taler vi om det belgiske idealhold. Og det er næppe det, Danmark kommer til at møde i dag. Som træneren Roberto Martinez sagde på pressemødet allerede inden Belgiens første kamp, så skal vi »tænke os om med de tre indledende kampe«. Direkte oversat betyder det, at Belgien kommer til at spare spillere. Et hold som det tager udgangspunkt i, at de skal spille syv kampe ved EM-slutrunden.

Og nok så væsentligt i denne sammenhæng: Roberto Martinez skal have spillet sine tre stjernespillere ind i turneringen inden knockoutfasen. Her taler jeg om Kevin De Bruyne, Axel Witsel og Eden Hazard. Sidstnævnte kom allerede på banen mod Rusland. De to andre sad over.

Det er i høj grad muligt, at de alle tre er med mod Danmark. For med EMs turneringsformat er Belgien reelt allerede videre med storsejren over Rusland. Jeg kunne også sagtens se anfører Jan Vertonghen sidde over mod Danmark. Og måske endda Romelu Lukaku. Please.

Belgien kan balancere spilletiden og strabadserne i de to næste kampe mod Danmark og Finland. Det er helt reelt. For Belgien handler det om det store regnestykke, der skal gøre dem til europamestre. Det lille regnestykke er mindre væsentligt. De benyttede sig senest af taktikken ved VM-slutrunden i Rusland.

Danmark er også nødt til at kigge på matematikken nu. Hvad er realistisk? Hvad er snedigt? Lige nu kan vi være sikre på, at vi er nødt til at vinde en af de to resterende kampe. Ellers er vi ude. Hvilken er nemmest at vinde? Den mod Rusland. Russerne var frygtelig dårlige mod Belgien og ikke specielt overbevisende mod Finland.

Altså kan Danmark sagtens gå på banen i aften med en dagsorden om, at uafgjort vil være et godt resultat. Det vil betyde, at vi 'bare' skal slå Rusland i den tredje kamp for at gå videre. Vi skal ikke spille på remis fra kampens start, men vi behøver heller ikke presse spillet frem, hvis der står 1-1 efter 70 minutter.

Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV
Vis mere

Jeg ønsker mig navnlig, at Belgien starter med Axel Witsel. Den 32-årige midtbanespiller fra Dortmund har været en instrumental spiller for Belgien i det sidste tiår, og Martinez er desperat for at få ham med. Så desperat, at han har udtaget ham, selv om han ikke har spillet siden januar. Hvis Witsel skal ind i den her turnering, så skal det være nu. Og enhver kan regne ud, at han ikke vil være den optimale udgave af sig selv efter så lang en pause.

Kevin De Bruynes pause har været langt kortere, men han vil også passe lidt ekstra på sig selv, hvis han kommer på banen. Efter den hovedskade, han pådrog sig i Champions League-finalen mod Chelsea.

Der er intet odiøst i den her form for turnerings-tænkning. Sådan tænker alle de store hold. Lad os lynhurtigt sikre os videre adgang til knockoutfasen, så vi kan rotere og spare spillere og være optimalt forberedt til det videre forløb.

Det var jo også Danmarks store held, at vi ved VM-slutrunden i Rusland i 2018 mødte et fransk reservehold i den sidste puljekamp og kunne opnå et uafgjort resultat. Franskmændene var allerede videre, sparede sine bedste spillere ... og blev verdensmestre. På samme måde må belgierne tænke. Og det kan ende med at blive vores store trumfkort. Uafgjort mod Belgien. Sejr mod Rusland. Så går det store regnestykke op.


Uden tvivl Romelu Lukaku. Hvis han er med. På sine bedste dage er han unplayable, som englænderne vil sige. Helt specifikt har han også ved flere lejligheder terroriseret både Simon Kjær og Andreas Christensen i diverse indbyrdes møder.


Deres venstre forsvarsside. Enten bliver det med Jan Vertonghen eller Thomas Vermaelen som venstre centerback. Og enten Thorgan Hazard eller Nacer Chadli som venstre wingback. De to første er ved at være ovre bjerget. Og de to andre tænker næsten kun offensivt. De skal udfordres.


Det bliver svært. Men principielt passer opgaven godt til Danmark. Vi er ikke specielt gode til at dominere kampe mod ligeværdige modstandere. Her kan vi bedre lide at stå lavt og køre kontra. Det passer bestemt også vores kanter, Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite, at have noget plads at boltre sig på. Så lad belgierne tage dirigentstokken, lok dem frem på banen, og sæt så de hurtige modangreb ind, når muligheden byder sig.

  1. Frankrig: 40 pct.
  2. Italien: 20 pct.
  3. Belgien: 20 pct.
  4. Portugal: 15 pct.
  5. Spanien: 5 pct.