Han blev smuglet væk fra stadion i bagagerummet i en bil efter en kamp, fordi han flygtede fra rasende og utilfredse fans.

Der er selvfølgelig tale om Brian Laudrup, der oplevede, hvor hårdt det kan være at spille fodbold i Italien, da han spillede for Fiorentina fra 1992 til 1993. Det var en skrækkelig sæson for storklubben, der rykkede ud af den bedste italienske række.

Men han er ikke alene om dårlige oplevelser i Italien. I de seneste 17 måneder har Christian Eriksen prøvet hårdheden fra Serie A på egen krop. Danskeren har således siddet en del på bænken under Antonio Conte, og han har til tider været så meget ude i kulden, at han blev rygtet væk fra Inter samt sat til salg.

Brian Laudrup kan genkende den tidligere Tottenham-profils situation, og han har da ligeledes et bud på, hvorfor Inter-opholdet har budt på en del nedture indtil videre.

52-årige Brian Laudrup.
52-årige Brian Laudrup. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg tror, Christians problem har været, at han er blevet spillet ude af position en del gange. Det betyder, at han ikke har været den her kreative spiller fremme på banen, som han skal være, hvis han skal præstere bedst,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Jeg kan sagtens sætte mig ind i situationen, fordi jeg selv prøvede det i min tid i Fiorentina. Og det er voldsomt frustrerende, fordi du som spiller mister en hel del selvtillid.«

Derudover mener Brian Laudrup, at tingene bliver grebet an på en anden måde i Italien end mange andre steder i Europa, hvilket kan være svært at vænne sig til.

»Dernede er både en sejr på 1-0 og et 0-0-resultat meget tilfredsstillende. De sætter en større ære i den defensive del af spillet, end vi ser i mange af de andre ligaer, og det er ikke ligefrem til Christians fordel.«

29-årige Christian Eriksen.
29-årige Christian Eriksen. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Fodboldlegenden nåede at spille i Serie A i to sæsoner. Han blev efter det mislykkede Fiorentina-eventyr lejet ud til Milan. Det blev 40 kampe og seks mål for Brian Laudrup.

Heldigvis ser det ud til, at Christian Eriksen får mere succes, end hans landsmand havde i Italien. Den 29-årige dansker har således været med i Inters seneste 14 Serie A-kampe, og 11 af optrædenerne har været fra start. Dermed ligner det, at han er ved at vende en nedtur til en optur.

Og det er meget vigtigt, hvis du spørger Brian Laudrup. Han mener nemlig, at Christian Eriksen bliver meget afgørende, hvis Danmark skal have succes ved EM-slutrunden, der begynder om en lille måned i blandt andet København.

»Danmark har brug for, at Christian Eriksen spiller en stor slutrunde. Han er 29 år, i sin bedste alder og på papiret vores største stjerne. Derfor skal vi bruge hans topniveau, hvis vi skal komme langt, som vi alle tror og håber på,« lyder det afsluttende fra Brian Laudrup.