Kampen var godt nok ikke helt slut endnu. Men da Martin Braithwaite scorede til 4-0 mod Wales, og sejren nærmest var mere end sikret, fejrede han det i stor stil med Andreas Cornelius.

Førstnævnte hoppede op i favnen på den danske blonde bomber, og en fotograf var hurtig og forevigede den særlige jubel.

En jubel, hvor Andreas Cornelius holdt sin landsholdskollega med blot én arm.

Efterfølgende delte Martin Braithwaite billedet på sine sociale medier med ordene: 'Find en mand, der holder dig, som Andreas Cornelius holder mig.'

Andreas Cornelius og Martin Braithwaite jublede sammen efter sidstnævntes mål til 4-0 mod Wales.
Andreas Cornelius og Martin Braithwaite jublede sammen efter sidstnævntes mål til 4-0 mod Wales. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Siden blev billedet delt flittigt, og faktisk medførte det et opkald til Andreas Cornelius. I den anden ende af røret var hans kæreste, fortæller han til TV 2 Sport.

»Det er meget sjovt. Min kæreste ringede faktisk til mig bagefter og sagde: 'Det ser sgu ikke så let ud, når du løfter mig.' Men billedet er også fra et kort øjeblik, hvor det lige var oppe og nede igen,« siger angriberen.

Han fortæller, at den særlige jubelscene handlede om, at han bare var glad for endnu et mål, og han forklarer, at det kunne lade sig gøre, fordi Braithwaite hoppede op, samtidig med at han blev løftet.

Danmark vandt kampen over Wales med 4-0, hvilket betyder, at de lørdag skal møde Tjekkiet i kvartfinalen.