Dansk fodbold glemmer aldrig 12. juni 2021.

For Christian Eriksens kollaps på banen midt under kampen mod Finland i Parken sendte lørdag hele Fodbolddanmark i chok.

Heldigvis kunne Dansk Boldspil Union (DBU) efterfølgende meddele, at den danske stjernes tilstand nu er stabil, og at han er vågen, kan tale og har det godt.

Noget, som DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, ligeledes bekræfter over for DR.

Peter Møller.
Peter Møller. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi har været i kontakt med Christian. Spillerne har talt med ham, og han har det godt,« lyder det fra DBU-bossen.

Det var dog en tydelig berørt Peter Møller, der gav en opdatering på holdets midtbanespiller samt, hvorfor kampen er blevet genoptaget klokken 20:30.

»Spillerne spiller kampen for Christian. Det var vigtigt for spillerne at få vished om, at han har det godt. Der er ingen tvivl om, at de kommer til at spille på chok og adrenalin, og så må vi tage det hele bagefter,« siger han og tilføjer:

»Lige nu er fodbold ikke så vigtigt. Spillerne kæmper for ham. Tankerne er hos hans familie.«

Det var kort inden pausen i lørdagens EM-kamp, at 29-årige Christian Eriksen pludselig kollapsede på banen.

Efterfølgende kom lægepersonalet hurtigt på banen for at give danskeren hjertemassage.

Herefter blev Eriksen båret fra banen og transporteret til Rigshospitalet, hvor han lige nu skal igennem yderligere undersøgelser.