Fodbold har virket ligegyldigt for de fleste det seneste døgn efter Christian Eriksens kollaps.

Men torsdag skal det danske landshold forsøge at spille videre ved EM, når Belgien gæster Parken ved den anden danske EM-kamp.

Hos belgierne håber man, at man kan rejse sig sammen.

Den belgiske landstræner Roberto Martínez mener nemlig, at de gode nyheder om Eriksens tilstand skal bruges til at skabe en fodboldfejring. Til ære for danskeren.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg synes, kampen mod Danmark på torsdag skal blive en fejring til ære for Christian Eriksen,« siger Martinez til B.T.

Hos belgierne spiller flere af Eriksens tidligere og nuværende holdkammerater. Toby Alderweireld, Jan Vertonghen, Nacer Chadli og Romelu Lukaku, der alle var påvirkede af de voldsomme omstændigheder.

»Mange af spillerne har delt mange oplevelser og følelser med ham i omklædningsrummet. Romelu Lukaku og ham har lige fejret en Serie A-titel sammen.«

»Du kan forestille dig, at det var meget hårdt at følge de billeder, vi så. Men nu føler vi, at de positive nyheder fra København kan forvandles til en fejring,« lyder det fra Martinez.

Det belgiske landshold fulgte situationen i Parken i Rusland, inden de skulle spille deres egen kamp mod russerne.

»Det var selvfølgelig utrolig hårdt for os at være i Skt. Petersborg og følge nyhederne om Christian,« siger Martinez og fortsætter:

»Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det var i København. Jeg kan fortælle dig, at for os var det virkelig svært og trist. Der var stor usikkerhed. Men da de gode nyheder kom, at Christian talte, var der stor lettelse og glæde over, at han var okay,« lyder det fra den belgiske landstræner.

På trods af de svære omstændigheder vandt Belgien kampen 3-0 over Rusland.