Danmark er i EM-semifinalen! En historisk triumf sikrede efter en 2-1-sejr over Tjekkiet.
Den kom i land efter en første halvleg af allerhøjeste klasse og kløgt af danskerne.
Det blev en drømmestart, da Thomas Delaney headede Danmark i front efter blot fem minutter. Helt umarkeret stangede han et helt land i ekstase.
Siden satte varmen sine spor. Tjekkerne kom ind i kampen, det blev lidt nervøst. Men det var hér, at topklassen viste sig. Denne gang manifesteret i en fræk jysk kombination mellem Joachim Mæhle og Kasper Dolberg.
Mæhle lagde en aflevering, der meget vel er EMs bedste hidtil – mens Dolberg koldt, iskoldt, dirigerede den skråsikkert ind til 2-0.
Danmark i drømmeland.
Men måske var det derfor, danskerne ikke var vågnet op til anden halvlegs start. Her kom Tjekkiet blæsende med et hurtigt reduceringsmål af Patrik Schick.
Puha, endnu mere nervøst blev det efterfølgende.
Tjekkiet belejrede danskerne, men heroisk kæmpede de, holdt stand og afviste bold efter bold.
Dommerens forløsende fløjte lød, og på måltavlen stod de magiske cifre 2-1 i dansk favør.
Danmark er i EM-semifinalen!
Åge, Danmark er i en EM-SEMIFINALE?!
»Jeg har sagt det hele tiden! Fantastisk kamp. En helt fantastisk kamp. Det var en fantastisk første halvleg. De bliver trætte, men de holder ud! Utroligt flot. Jeg har ikke ord nok.«
Åge, Danmark er i en EM-SEMIFINALE?!
»Det er historisk! De har været der før, og vi kunne have nået langt i Rusland, men holdet har udviklet sig vanvittigt godt. Og så får man gode resultater. Det er vældig imponerende, hvad Danmark har gjort – specielt efter hele situationen med Christian Eriksen.«
Åge, Danmark er i en EM-SEMIFINALE?!
»Det er så imponerende! Efter to nederlag i gruppespillet, at miste sin bedste spiller på så dramatisk vis – og så lykkes det alligevel. De var så stærke i første halvleg! De holdt tjekkerne væk, og de kom aldrig i kontakt med Danmark i forhold til duelspillet. De holdt i bolden, og så fik Tjekkiet problemer. Det var fremragende. Fremragende.«

