Et helt vanvittigt drama. Danmark er videre fra gruppespillet ved EM.

Hvordan skal man ellers betegne den danske EM-slutrunde på hjemmebane?

Selvfølgelig skulle det blive endnu en historisk aften i Parken mod Rusland. Selvfølgelig.

Selvfølgelig skulle purunge Mikkel Damsgaard vise sin indre Ronaldinho, da han med kattepoten følte føringsmålet ind bag den russiske keeper. Hvilket øjeblik.

Selvfølgelig skulle Yussuf Poulsen udnytte et kæmpe koks af russerne til at uddybe føringen til 2-0 i anden halvleg.

Selvfølgelig skulle Belgien først få annulleret et mål for offside i den livsvigtige kamp for danskerne, der kunne give videre avancement. Selvfølgelig skulle Artem Dzyuba reducere på straffespark for Rusland og skabe spænding.

Selvfølgelig skulle Belgien score. Igen. Denne gang blev den anerkendt. Selvfølgelig.

Selvfølgelig skulle Andreas Christensen, Champions League-vinder, brage sit livs mål ind til  3-1.

Selvfølgelig skulle Joachim Mæhle trylle til 4-1. Hvad ellers?

Selvfølgelig. Selvfølgelig er Danmark videre ved dette EM.

Mikkel Damsgaard og Thomas Delaney jubler.
Mikkel Damsgaard og Thomas Delaney jubler. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Her giver B.T.s EM-kommentator Åge Hareide sin dom over kampen mod Rusland:

Mikkel Damsgaard, 20 år gammel, var der noget, den mand ikke kunne mod russerne?

»Han kunne alt! Men jeg må også nævne Pierre Emile Højbjerg. Jeg synes også, han gjorde det godt. Så godt. Men det er en fænomenal bold, Damsgaard sætter ind. Han satte gang i hele showet.«

Sikke en landskamp - var det ren opvisning?

»Ja, det er så fortjent. De får alt den medvind, de har fortjent. Endelig får de forløsning for det, de har slidt med. Det er helt fantastisk. De gør det med kvalitet og stil. Det er hele holdet. Endelig viser de sit potentiale som hold efter alt det, de har været igennem.«

Hvad skal vi håbe på nu?

»Nu står Danmark over for Wales i den næste kamp. Det tror jeg passer Danmark rigtig godt. Vi har slået dem i Nations League, da jeg var landstræner, og vi står godt til dem. Dem slår Danmark igen, det tror jeg. Det er bare så fortjent, at Danmark får den plads videre.«