Det er ikke usædvanligt, at fodboldklubbers unge talenter møder og får taget billeder med klubbens største stjerner.

Usædvanligt er det dog, når et 16 år gammel billede dukker op og viser, at klubbens daværende stjerne badede klubbens nuværende stjerne, da sidstnævnte var blot seks måneder gammel.

Men det er netop, hvad der er sket med Lionel Messi og den blot 16-årige Lamine Yamal, der for tiden er til EM med det spanske landshold.

Torsdag delte Lamine Yamals far, Mounir Nasroui, billedet, som siden er gået viralt.

»Begyndelsen på to legender,« skrev han til billedet af den smilende Messi, Lamine Yamals mor og Lamine Yamal, der sidder i et sæbefyldt bad.

Nu er baggrunden for det spektakulære billede så kommet frem. Det er fra 2007 og blev taget til en velgørenhedskalender, som mediet SPORT hvert år udgav. 

I den pågældende kalender deltog Barcelonas spillere med forskellige altruistiske handlinger - som i Messis tilfælde var at bade et spædbarn.

Et spædbarn, der altså siden hen har vist sig ikke at være hvilket som helst spædbarn.

På X er der mange, som kommenter på det vilde tilfælde. Det lyder blandt andet:

  • At Barcelonas største spiller poserer med en baby, der bliver klubbens yngste målscorer nogensinde, er et ubegribeligt sammentræf.

  • Lionel Messi med Lamine Yamal som baby. Ja, det er ægte.

  • Vi vidste alle, at Leo havde et særligt touch, men det her er utroligt.