Et TV 2-interview mellem Morten Ankerdal og Klavs Bruun sluttede brat.

Som vanligt lod landstræner Klavs Bruun Jørgensen sig interviewe efter kampen mod Frankrig torsdag aften, men afslutningen på interviewet var tværtimod langt fra vanlig.

»Hvad er den største læring, I tager med fra kampen her?,« spurgte Morten Ankerdal. Og det fik Klavs Bruun Jørgensen op i det røde felt.

»Hvad fanden er det for et spørgsmål? Vi lærer da ikke noget fra sådan en kamp! Come on. Stil et ordentligt spørgsmål,« sagde Klavs Bruun Jørgensen.

Klavs Bruun har været landstræner siden 2015. Vis mere

Hos TV 2 tager man dog episoden forholdsvis roligt.

»Jeg mener, at Morten (Ankerdal, red.) stillede glimrende spørgsmål. Klavs var ærgerlig over nederlaget, og det var vel derfor, han reagerede, som han gjorde. Klavs må helt selv bestemme, hvordan han reagerer. Vi spørger. Han svarer. Jeg er vild med passionerede mennesker, som brænder for det, de laver og tror på. Interviewet viste fint, hvordan Klavs havde det i situationen,« lyder det fra chefredaktør hos TV 2 Sport, John Jäger.

Klavs Bruun rettede efterfølgende en kritik af interviewet, som, ifølge Klavs Bruun, manglede respekt. Det genkender John Jäger dog ikke.

»I hvert fald ikke på de spørgsmål, som Morten stillede. Men altså. Det var en tydelig ærgerlig landstræner lige i det øjeblik. Efterfølgende besøgte han også vores studie, hvor han reflekterede og svarede stille og roligt på spørgsmålene. Sport er følelser, lidenskab og passion.«

Klavs Bruun er i gang med sin fjerde slutrunde for Danmark. Vis mere

Generelt forsikrer John Jäger da også, at man på TV 2 har et fint forhold til Klavs Bruun. Også ved den igangværende slutrunde i Frankrig.

»Han er en dannet mand. Og vi oplever det som en fornøjelse, at han er så ærlig og åben.«

John Jäger er hver dag i løbende kontakt med reporterne i Frankrig. Derfor har han også snakket med Morten Ankerdal efter interviewet, og her er der ingen sure miner ovenpå interviewet.

»Morten ved, hvordan det er. Sådan er gamet jo, og vi er for længst kommet videre.«

Se også