De danske håndboldkvinder var chanceløse, da de mandag aften mødte Rusland ved EM. Det blev til et klart nederlag på 21-32, som betyder, at det sidste spinkle håb om en semifinaleplads nu er slukket.

Herunder kan du se B.T.s karakterer til det danske landshold.

Dette er bare ikke Sandra Tofts EM. Endnu en indsats langt under niveau - med et tragikomisk lavpunkt, da Toft tabte en dårlig russisk afslutning ind over stregen og scorede et sjældent selvmål. Karakter: 3

En redningsprocent på 24 blev resultatet af Reinhardts anstrengelser, og det var en lille smule bedre end kollegaen Sandra Toft. Men Reinhardt imponerer heller ikke ved slutrunden. Karakter: 4

Havde det svært over for de hurtige russere. Det er en dansk forsvarsgeneral, som har rigeligt at gøre med sit eget spil og slet ikke er den samlende faktor, vi tidligere har set hende være på landsholdet. Karakter: 4

Skarpheden var godkendt i forhold til afslutningerne, men vi savner fortsat, at hun bliver dygtigere til at skabe flow og tryghed hos holdkammeraterne. Defensivt havde hun det svært med det russiske tempo. Karakter: 5

Brændte sit eneste skud på mål. Ellers en fuldstændig anonym indsats fra Østergaard. Karakter: 4

Kom på banen, da Klavs Bruun satsede på syv-mod-seks-spillet. Fik dog ikke rigtig sat det store aftryk. Karakter: 4

Hun begyndte kampen rigtig fint, men så dalede hendes afslutninger drastisk i kvalitet, som opgøret skred frem. Fair nok, at man brænder skud fra distancen, men vi taler altså om store chancer til Tranborg, som ikke bliver omsat til scoringer. Krydret med tekniske fejl og problemer i det defensive giver det en dårlig kamp for højre backen. Karakter: 4

En dårlig kamp fra Kristina Jørgensen, som slet ikke fik gang i sit spil. Overmatchet i forsvaret og med for mange fejl i angrebet. Karakter: 3

To gange kastede anføreren fuldstændig upresset bolden direkte ud over sidelinjen. Det fortæller alt om, at Stine Jørgensen ganske enkelt ikke er i nærheden af sit vanlige niveau efter den knæskade, der gjorde hende tvivlsom til EM. Mangler skarphed i alle faser af spillet. Karakter: 3

Gjorde sig mest bemærket, da hun lavede en halv Nelson på Dmitrieva. Den udvisning var da til at få øje på. Er primært med for at stabilisere forsvaret - men her lider Haugsted ligesom de øvrige danskere. Karakter: 5

Spillede de sidste 30 minutter, og her scorede Nolsøe to gange på fire forsøg. Det er svært at være sådan rigtig imponeret af. Karakter: 5

Leverede et fint aftryk i angrebet, hvor det blev til to mål på tre forsøg. Karakter: 6

En af de bedste danskere. God til at finde hullerne i det russiske forsvar og fem scoringer og blot en enkelt afbrænder er godkendt. Karakter: 7

Fik sat noget fart og flow i et ellers ideforladt dansk angrebsspil, da hun kom på banen i første halvleg som en form for offensiv redningskrans. Karakter: 6

Var helt ved siden af sig selv. Brændte gode muligheder fra fløjen - og heller ikke fra syvmeter-stregen kunne hun få bolden i netmaskerne. Sad på bænken i hele anden halvleg. Karakter: 3

Højre backen kan ikke rigtig få det til at køre i det franske. Hun virker til at have mistet selvtilliden, og mod Rusland blev det en meget anonym indsats. Karakter: 4

Klavs Bruun Jørgensen var rundt i de fleste afkroge af den taktiske værktøjskasse, men intet hjalp. Danmark var oppe mod overmagten. At spillerne så leverede et hav af tekniske fejl, gjorde heller ikke tingene lettere. Men det ligner et dansk hold, der kæmper meget med det mentale og er hårdt ramt på selvtilliden - og det må bekymre landstræneren enormt meget. På det seneste har han ellers talt meget positivt om netop holdets rygrad, men dette EM har vist, at der stadig er et godt stykke vej på den front. Karakter: 5