Lidt overtroisk har man vel lov at være.

Er der en smule nervøsitet at spore inden en kamp, kan man jo altid hjælpe sig selv på vej.

Det gjorde Rikke Hørlykke i løbet af sin professionelle håndboldkarriere. Det fortæller hun i lørdagens og næstsidste afsnit af 'Rikkes Røverhistorier'.

»Jeg kan selv huske, at jeg havde sådan nogle ting, især de perioder, hvor jeg var en smule usikker på, hvad der skulle ske,« fortæller Rikke Hørlykke og fortsætter:

Rikke Hørlykke, Line Daugaard og Lotte Kiærskou fejrer, at OL-finalen er i hus efter en knusende sejr på 29-20 over Ukraine.
Rikke Hørlykke, Line Daugaard og Lotte Kiærskou fejrer, at OL-finalen er i hus efter en knusende sejr på 29-20 over Ukraine. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Så havde jeg en idé om, at hvis jeg lavede de samme opvarmningsøvelser, bandt snørebåndene i den rigtige rækkefølge, eller havde den samme sports-bh på, så skulle det hele nok gå.«

Ritualerne gav Rikke Hørlykke en form for ro.

»Jeg behøvede ikke at koncentrere mig mere om de ting, for det var ligesom i orden,« lyder det fra Rikke Hørlykke.

Den tidligere landsholdsprofil er dog langt fra alene om at have udført ritualer inden en håndboldkamp.

Rikke Hørlykke fra sin tid i Slagelse. Her ses hun i aktion mod Viborg i en DM-finale i 2006.
Rikke Hørlykke fra sin tid i Slagelse. Her ses hun i aktion mod Viborg i en DM-finale i 2006. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Det samme gør flere af de aktuelle landsholdsspillere.

Fie Woller skal eksempelvis have den venstre sko på først op til kamp, og så skal håret altid være det samme. Målvogter Sandra Toft skal altid høre den samme musik på ud til kampe.

Og Mie Højlund løber altid til højre for målet under opvarmningen inden en kamp. Alt sammen er noget, der bare skal gøres inden en kamp. Nøjagtig som Rikke Hørlykke selv beskriver det.

Du kan se sidste afsnit af 'Rikkes Røverhistorier' søndag. Her slutter årets EM-slutrunde i en finale mellem Rusland og Frankrig.