Håndbold er til tider et yderst brutalt spil, hvor den ene svinestreg afløser den anden.

Og på den front er de kvindelige håndboldspillere ikke et hak bedre end deres mandlige kollegaer.

Det fortæller den tidligere landsholdsstjerne Rikke Hørlykke i dagens udgave af 'Rikkes Røverhistorier'. Se afsnittet øverst i artiklen.

»Kvinder og svinestreger. Det er ikke noget, man snakker så meget om. Men det er skam noget, der foregår,« lyder det fra Rikke Hørlykke, der afslører, at der både foregår fysiske og psykiske svinestreger på en håndboldbane.

Foto: MLADEN ANTONOV
Vis mere


»Det er meget noget med personlige kommentarer, der virkelig kan bringe folk ud af momentum og fokus. Jeg har oplevet rigtig mange trænere, der har prøvet at psyke mig helt vildt ude på sidelinjen.«

»Men der foregår også helt konkrete fysiske svinestreger. Det er bare ikke så åbenlyst som hos herrerne. Der er typisk sådan en byttefunktion i håndbold. Så hvis jeg nu havde fået et par på hovedet i angrebet, og jeg skiftede med en forsvarsspiller, så spurgte hun typisk 'hvem var det?'«

»Og ligeså snart de kom i nærheden af hende i den anden ende, så fik hun måske lige sat en skjult albue eller en pumper ind. Så var den ligesom ude af verden,« siger Rikke Hørlykke og tilføjer med et grin:

»Men kvinder bærer bare lidt mere nag, end mænd gør. Så nogle gange fik jeg dobbelt-op, når jeg kom ned i den anden ende igen.«

Foto: MLADEN ANTONOV
Vis mere

Hver dag under EM i kvindehåndbold fortæller Rikke Hørlykke røverhistorier fra sin håndboldkarriere her på bt.dk.