‘Jeg har lyst til at slå dig ihjel’.

En meget grim besked at få. Men det var, hvad der stod til den danske landsholdsmålmand Sandra Toft, da hun kiggede på sine sociale medier inden afrejsen til EM i Nantes.

»Grimme beskeder hører med. Jeg har fået dødstrusler. Ikke lige nu her, men da jeg spillede mod Paris lige inden, vi skulle samles. Der var en Paris-fan, der skrev ‘I want to kill you’, fordi de tabte. Det griner man bare af,« siger Sandra Toft, der til dagligt spiller for Team Esbjerg, til B.T. Sport.

Netop de sociale medier har i høj grad gjort indtog - også i sportsverdenen. Og hvordan skal det egentlig lige håndteres - især når man er til et EM i håndbold, der kræver fuldt fokus, og der sidder folk bag en skærm, der ikke altid har et pænt budskab at sende?

Sandra Toft (th.) griner af de grimme beskeder, hun får på de sociale medier.
Sandra Toft (th.) griner af de grimme beskeder, hun får på de sociale medier. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hvis du er rigtig kølig, skal du slet ikke kigge på dine sociale medier under sådan et her mesterskab. Der er ikke langt fra kærlighed til had på dem. Enten skal du kunne håndtere det og grine af de dårlige henvendelser, eller også skal du bare lade være med at kigge. Jeg griner bare lidt af det og ryster det af,« siger Sandra Toft med et smil.

Hun understreger, at når én skriver noget grimt, er der ‘heldigvis 10 eller 20 andre, der skriver pæne ting’. Og det opvejer de dårlige beskeder.

Brugen af de sociale medier er dog noget, der bliver tænkt lidt over i landsholdslejren. Det gælder ikke blot egne profiler, det gælder også delte artikler og kommentarfelter, som flere holder sig fra at kigge på. Det gavner dem ikke.

»Førhen tror jeg, jeg har været slem til at gå ind og læse artikler, hvor der bliver set kritisk på ens spil. Den tilgang jeg har haft er at lade være med at læse noget af det. Så må jeg tage det, når jeg kommer hjem. For mig kan det godt påvirke mig negativt, hvis der står noget dårligt om min præstation. Der skal jeg bare være klar i hovedet og selv være kritisk og ikke lade andre være det,« siger 21-årige Mie Højlund, der er med til en slutrunde for første gang.

Mie Højlund under et pressemøde i Nantes.
Mie Højlund under et pressemøde i Nantes. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I modsætning til Sandra Toft har hun ikke oplevet at få grimme beskeder sendt personligt.

De har kun været positive, men taktikken om at lukke ned under en slutrunde lader til at være en, som flere af spillerne kører. For de er godt klar over, hvad de kan støde på.

»Når vi taber, ved man godt, hvad der står rundt omkring. Det scroller jeg bare forbi. Jeg læser ikke med, når vi er afsted. TIl mig har der kun været positive beskeder. Der har ikke været nogle svinere endnu. Det kan være, det kommer,« siger Fie Woller med et grin.

Den skøreste besked hun har fået, kom fra en fan, der engang havde et ønske om at få et billede af hendes fødder. Og hun håber selvfølgelig også, det forbliver sådan, at hun bliver skånet for grimme beskeder fremover.

For der er set flere eksempler på, at der kan sidde folk bag skærmen, der kan finde på at skrive grimme ting. Under årets VM i fodbold fik Nicolai Jørgensen eksempelvis dødstrusler på Instagram, da han brændte et afgørende straffespark, men beskeder af den kaliber er langt de fleste på landsholdet sluppet for.

Og skulle beskeder i den dur blive sendt i deres retning, er det ikke sikkert, de læser dem. Slet ikke under EM.

»Jeg prøver egentlig bare ikke at have kontakt med folk, jeg ikke kender. Uden jeg ved noget om det, ved jeg ikke, om det giver mig nogen god følelse. Det prøver jeg at holde mig lidt fra,« siger Trine Østergaard.

Og hos Anne Cecilie la Cour er konsekvensen klar. For man skal ikke finde sig i lede beskeder.

Anne Cecilie la Cour blokerer folk, der skriver grimme beskeder på sociale medier.
Anne Cecilie la Cour blokerer folk, der skriver grimme beskeder på sociale medier. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Hvis der var nogle, der skrev noget grimt, ville jeg bare blokere dem. Man skal selvfølgelig ikke skrive grimme ting. Men det er ikke noget, vi har oplevet, så det vil jeg ikke bruge energi på,« siger Anne Cecilie la Cour, der dog også erkender, at den store eksponering ved for eksempel en EM-slutrunde er noget, man skal vænne sig til.

Særligt som ung spiller.

»Jeg tror helt sikkert, nogle af de yngre skal vænne sig til det. Man lærer det hen ad vejen. Nu har jeg været i gamet nogle år, så jeg kender jo godt til det, og hvis der er nogle af de yngre, der har brug for støtte eller guides til, hvordan man skal håndtere alt det her drama, så står vi der selvfølgelig til at hjælpe. Men pigerne er sindssygt dygtige, og vi får god vejledning, så jeg synes, det er okay,« siger 24-årige Anne Cecilie la Cour.

Også 27-årige Trine Østergaard fortæller, hun selv husker, hun blev chokeret over den massive dækning, første gang hun var med. Derfor har hun og nogle af de andre givet de unge spillere nogle råd med på vejen. Både i forhold til at holde øje med artikler på sociale medier men også i forhold til egne personlige profiler.

Danmarks Trine Østergaard under kampen mellem Danmark-Polen i Nantes, søndag den 2 december 2018.
Danmarks Trine Østergaard under kampen mellem Danmark-Polen i Nantes, søndag den 2 december 2018. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg plejer at sige til de nye, at de skal undgå at læse, hvad journalister skriver. Især efter kampene, hvor vi taber. Og vær kun i kontakt med folk, du kender. Vi siger til dem, de ikke skal åbne grimme beskeder. Og hvis de gør, passer det der står sjældent,« fortæller Sandra Toft, der bare griner af de mennesker, der bruger tid på at skrive grimme beskeder.

Mennesker, som flere af landsholdets stjerner ikke forstår.

»Jeg har ikke så meget til overs for dem. Jeg synes ikke, der er nogen mening med det. Det gør ikke noget godt for hverken spillerne eller dem, der sender beskederne,« siger Mie Højlund.

Samme holdning deler Trine Østergaard.

Landsholdet under et pressemøde i Nantes. Sociale medier bliver der hos de fleste lukket ned for.
Landsholdet under et pressemøde i Nantes. Sociale medier bliver der hos de fleste lukket ned for. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg forstår det ikke helt. Jeg har meget svært ved at sætte mig ind i folk, der har negative kommentarer til professionelle sportsudøvere, når de selv sidder hjemme i sofaen. Når de ikke selv har prøvet at være på den store scene, hvis man kan sige det sådan - jo, det er fedt, at de går op i det med ild og sjæl, men de ved ikke, hvad det går ud på,« siger den 27-årige landsholdsspiller, der heller ikke selv har oplevet grimme beskeder som sådan.

Dermed ikke sagt at landsholdsspillerne ikke ved, de kan komme fra folk, der bruger energi på det.

Og her tænker Fie Woller bare på, hvordan de sidder og gemmer sig på internettet.

»Det er super nemt at gemme sig bag en skærm. Jeg tror, det ville være noget andet, hvis de skulle sige det 'face to face'. Der tror jeg ikke, det ville ske,« siger Fie Woller.