Den gjorde ondt. I høj grad. Mandagens nederlag til Rusland ærgrede virkelig Klavs Bruun Jørgensen.

»Jeg er fandeme ramt. Det må jeg sige.«

Sådan lød det fra landstræneren efter opgøret, hvor Danmark blev sat på plads af russerne. Og samtidig blev drømmen om en semifinale slukket meget klart.

»Der er rigtig mange ting i det arbejde ved det her landshold, der fungerer godt. Jeg synes, der er en god indstilling fra spillerne langt hen ad vejen, og de ting vi arbejder med, fungerer også. Vi rammer bare overhovedet ikke det niveau, vi skal i sådan en turnering for at spille op med de hold,« konstaterer Klavs Bruun Jørgensen med henvisning til, at Danmark også var i store problemer mod Frankrig.

Selv hvis Danmark havde spillet op til deres bedste, var det ikke sikkert, det var blevet til en sejr over russerne.

Det understregede Klavs Bruun Jørgensen, der dog også vurderede, at en bedre præstation nok havde gjort nederlaget mindre. Måske havde Danmark endda kunnet snuse til ét point.

Og det frustrerede ham i høj grad, at Danmark var så meget bagud ved pausen.

»Det irriterer mig, at vi går til halvleg bagud med fem, hvor vi egentlig synes, vi har spillet godt – lidt ligesom mod Frankrig. Så står man med en tarvelig fornemmelse, som vi dog kan snakke om. Det synes jeg også, vi får gjort i halvlegen. Og da pigerne går ind, er det stadig med en tro på, at vi kunne vende det,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Danmarks Kristina Jørgensen og Ruslands Irina Snopova under EM kampen mellem Danmark-Rusland i Nantes, mandag den 10 december 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Danmarks Kristina Jørgensen og Ruslands Irina Snopova under EM kampen mellem Danmark-Rusland i Nantes, mandag den 10 december 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men i anden halvleg gik det for alvor galt. Alt for mange fejl og en russisk modstander, der var klar til at straffe alt, gjorde at det ikke endte lykkeligt set med danske briller.

»Så har vi to angreb, hvor vi bare tyrer bolden ud over sidelinjen. Det kan vi ikke tillade os, og så er det ikke synd for os. Der er det vores egen skyld. Der skal vi være stærkere og bedre. Det handler også om erfaring. Det skal ikke være nogen undskyldning, men det er stadig et ungt hold, og de har mange år på sig. Jeg synes, de har fremtiden for sig, men i en kamp som i dag, må man bare sige, vi ikke er vores opgave voksen, « siger Klavs Bruun Jørgensen ærligt.Og kontant.

Potentialet er der, fortæller landstræneren. Men der er mange faktorer, der spiller ind på en aften som den, danskerne oplevede mandag i Hall XXL. Og ved slutrunden generelt. Der er et andet pres på både nye, unge spillere der får mere ansvar, og så er der også en stor eksponering. Et pres, der er noget anderledes, end nogle af spillerne er vant til.

»Jeg vil ikke sige, vi ikke var klar til det, for folk ved det godt. Men man bliver bare altid lidt overrasket. Det blev jeg også, da jeg blev ansat som landstræner. Det er bare noget andet, og det er det også for spillerne. Det kan være overvældende, men det er ikke det, der afgør det. Jeg gider ikke stå og undskylde en masse ting. Vi laver for mange fejl, og derfor taber vi kampen – og også så stort,« siger Klavs Bruun Jørgensen.