Klavs Bruun Jørgensen var ikke tilfreds, da han efter Danmarks landskamp mod Sverige gik i vrede fra et TV 2-interview. Og nu forklarer landstræneren sit udbrud.

»Nogle gange synes jeg, det ville være flot, hvis man havde en lille smule respekt for en mand, der selvfølgelig er mega skuffet. Og den synes jeg manglede lidt i det interview.«

Det var et spørgsmål fra Morten Ankerdal, der fremtvang reaktionen fra landstræneren.

»Hvad er den største læring, I tager med fra kampen her?,« spurgte Morten Ankerdal. Og det fik Klavs Bruun Jørgensen op i det røde felt.

Klavs Bruun under kampen mod Frankrig.
Klavs Bruun under kampen mod Frankrig. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hvad fanden er det for et spørgsmål? Vi lærer da ikke noget fra sådan en kamp! Come on. Stil et ordentligt spørgsmål,« sagde Klavs Bruun Jørgensen inden interviewet sluttede brat.

Og det handlede som sådan ikke om, at han ikke brød sig om spørgsmålet og ikke ville svare på det.

»Det var ikke fordi, jeg ikke brød mig om dem (spørgsmålene, red.). Jeg havde for det første svaret på dem én gang. Og så synes jeg, det blev lidt for meget følelsesporno, og det gider jeg ikke stå i lige efter en kamp, hvor jeg selvfølgelig er mega skuffet og ked af, at vi ikke var mere med, end vi var,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Mandag venter der det danske landshold en ny opgave. Her er det Rusland, der står på menuen, inden det onsdag er Montenegro, der venter i sidste kamp i mellemrunden.