Det bliver svært. Men det er ikke umuligt. Danmark er stadig i spil til en plads i semifinalen ved årets EM.

Første krav er simpelt. Danmark skal vinde de sidste to opgør mod Rusland og Montenegro.

Klavs Bruun Jørgensens tropper vil dog - selv med to sejre - ikke kunne afgøre det hele selv.

Det kræver hjælp fra andre hold i puljen, og her følger et overblik over de mulige scenarier, der kan sende det danske landshold til Paris for at kæmpe om medaljer.

Fælles for alle scenarier er, at det er under forudsætning af, at Danmark selv vinder de sidste to kampe.

Hvornår kampene spilles, står anført i parentes.

1. Danmark kan blive puljevindere

Det kan faktisk stadig lade sig gøre, at Danmark vinder mellemrunden, hvis følgende tre ting også sker:

  • Frankrig taber til Serbien (onsdag)
  • Rusland taber til Sverige (onsdag)
  • Serbien ikke vinder over Montenegro (mandag)

2. Hjælp fra russerne

Danmark kan også gå videre, hvis de ellers stærke russere rammer muren. Hvis følgende sker, er Danmark i semifinalen:

  • Rusland taber til Sverige (onsdag)
  • Serbien smider point mod enten Frankrig eller Montenegro (mandag/onsdag)

Sker det, står Danmark og Rusland lige på point-kontoen, og her vil man så kigge på indbyrdes opgør. Her vil sejren over Rusland give Danmark pladsen som nummer to i puljen og dermed en billet til Paris.

3. Frankrig rammer muren

Senest blev det til en uafgjort for værtsnationen mod Sverige, og går Frankrig ned til sidst, kan det sende Danmark videre, hvis:

  • Frankrig taber til Serbien (onsdag)
  • Serbien taber eller spiller uafgjort mod Montenegro (mandag)

Sker ovenstående ting, slutter Danmark som nummer to i puljen efter Rusland.

Allerede mandag aften bliver dele af spændingen udløst, når Danmark møder Rusland. Selvom et nederlag her slukker de danske medalje-drømme, er Klavs Bruun Jørgensens tropper ikke helt færdige ved slutrunden.

For Danmark kan stadig nå at blive nummer tre i puljen, hvilket giver en kamp om 5. og 6. pladsen ved årets EM.

Slutter Danmark som nummer 4.-6. i mellemrundepuljen går turen dog hjem efter onsdagens kamp.

Følge Danmark-Rusland kl 18 her hos B.T.