»Det kan være, vi bare lige skal markere os med en to-minutters for at få sat gang i det hele.«

Ordene kom fra en glad og storsmilende Anne Mette Hansen, der med den kække bemærkning fik smilet og et grin frem hos den fremmødte presse.

For selvom Danmark vandt over Polen, startede Klavs Bruun Jørgensens mandskab igen lidt tungt. Akkurat som mod Sverige.

En af forklaringerne var udvisninger, for allerede efter 1 minut og 14 sekunder, blev netop Anne Mette Hansen forvist til bænken som den første. I sejren over Sverige var det Kristina Jørgensen, der fik to udvisninger på fem minutter af første halvleg.

Anne Mette Hansen under kampen mod Polen.
Anne Mette Hansen under kampen mod Polen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og det fik altså Anne Mette Hansen til at joke med, at det jo var gået meget godt alligevel, så måske det bare skulle blive Danmarks 'ting' ved slutrunden. Efterfølgende blev tonen dog en smule mere seriøs.

»Det er klart, hvis vi kan undgå det, skal vi det. Jeg synes, vi får arbejdet os ind i kampen i dag,« siger Anne Mette Hansen.

»Vi ved, vi spiller fysisk. Så får vi måske nogle to-minutters. Så skal vi se, om vi kan få det reduceret. Jeg synes, vi dækker godt op i undertal,« siger Anne Mette Hansen.

Sidste opgør for Danmark i pulje A er tirsdag mod Serbien. Efterfølgende gælder det tre kampe i mellemrunden ved EM i Nantes.