Android eller Apple? 3G - er det noget jeg skal ha’? Hvor mange af de der GB er nødvendige for mig?

Spørgsmålene kan være mange, hvis du overvejer at købe en smartphone eller en tablet, men ikke lige har fulgt med i alle elektronik-bladene. Men heldigvis er hjælpen nær - magasinet Datatid har lavet det hurtige overblik over de vigtigste ting, du skal vide, før du køber, uden at gøre det mere kompliceret end det behøver.

Du får ikke at vide, hvilken smartphone eller tablet du skal købe - det afhænger af dit eget behov - men du bliver klædt på til at forstå de vigtigste begreber.

Det får du med B.T. Plus:

- Hele artiklen ‘Det skal du vide om tablets og smartphones’ - alt om skærmstørrelse, apps, lagerplads, 3G, styresystemer, kamera og meget andet.

Flere artikler fra Audio Media:
Den store tablet-guide
Tjek på tablet’en
Skal du vælge netbook eller tavle-pc?
Stortest: Tablets - Det nye kuld
8 fakta om tablet-computere



Der er mange modeller og flere styresystemer at vælge imellem, når du vil købe en tabletcomputer eller smartphone. Her får du de vigtigste råd, før du går ud og køber din næste, mobile computer.

Den rigtige skærmstørrelse

Skærmstørrelsen er en af de vigtigste faktorer, når du skal vælge den rigtige tabletcomputer. I princippet kan den ikke blive stor nok, men tabletcomputeren skal jo også kunne fungere som en mobil enhed. Den mest populære tabletcomputer, iPad 2, har en skærmstørrelse på 9,7 tommer (det svarer til 24,6 cm og måles diagonalt fra hjørne til hjørne). Men du kan også få skærmen mindre. Dell Streak 7 og Black-Berry PlayBook har 7 tommer-skærme. På Smartphones er 4 tommer en standardstørrelse, men for eksempel Samsung Galaxy Note har en skærm på hele 5,3 tommer. Fedt at kigge på, men det gør også denne mobil mindre mobil. Apples Retina-skærme er legendariske for deres høje billedkvalitet, men andre kan være med. Samsung Galaxy 2S leveres med Super Amoled-skærmen, som har flotte farver.


Bedste adgang til apps

Du har adgang til flest apps i Apples App Store, hvor du henter de små programmer til både iPhone og iPad. Der er mindst 300.000 apps at vælge imellem – både de gratis og dem, du skal betale et mindre beløb for. Android-baserede mobiler og tablets har adgang til over 250.000 apps. Det har dog ikke den store praktiske betydning, for alle de mest anvendte apps fås til både Apple- og Androidprodukter. Også andre styresystemer til tabletcomputere og smartphones har app-butikker, hvorfra du kan downloade din foretrukne software. Men disse butikker er langt mindre.

Tilpas stort lager

Hvor store mængder data skal din tablet eller smartphone kunne rumme? Det afhænger selvfølgelig af, hvad du skal bruge den til, men 16 GB lager er mere end nok til masser af billeder og musik. Tunge applikationer og højtopløste HD-film kræver mere lagerplads. Har du ikke behov for at lagre musik og video, kan du klare dig med langt mindre end 16 GB, måske helt ned til 2 eller 4 GB. På mange enheder kan du forøge datalagret ved at indsætte microSDkort. Den mulighed har du dog ikke med Apples produkter.


Har du brug for en 3G-tablet?

Alle tabletcomputere understøtter trådløst netværk – WiFi – så du kan komme på nettet. Men mange tabletcomputere kan fås i to versioner, nemlig også en version med 3G, så du kan indsætte et SIM-kort ligesom i mobiltelefoner og på den måde komme på nettet, også når der ikke er noget trådløst net tilgængeligt. 3G-modellerne er generelt dyrere, og du skal have en abonnements- og forbrugsaftale med et mobilselskab. Her kan du vælge en aftale, hvor du betaler et fast beløb for en bestemt datamængde, eller du betaler efter forbrug.


Størrelse og vægt betyder noget

Tykkelsen og vægten på en smartphone har selvfølgelig en æstetisk betydning, men hvis du bærer rundt på den i din lomme eller taske, vil du helt sikkert lægge mærke til det, hvis du har købt en af de tungere modeller på markedet. Et metalkabinet som på en iPhone tilfører naturligvis noget vægt, men giver til gengæld en lækker kvalitetsfølelse, som højner brugsoplevelsen. Prøv vægt og kvalitetsfornemmelse af i en forretning, før du beslutter dig. De fleste telefoner vejer dog tæt på det samme og ikke særlig meget: iPhone 4S cirka 140 gram (metalkabinet!) og Samsung Galaxy S2 cirka 116 gram er yderpunkter. Tablets er noget tungere. iPad 2 opgives til 601 gram. Den er meget tynd – kun 8,8 mm. Samsung Galaxy Tab 10.1 er 10,9 mm tyk og vejer lidt mindre, 599 gram. Motorola Xoom er overraskende tung med sine 730 gram. Det betyder noget, hvis du skal holde den i hænderne i en længere periode.

Find det rette styresystem

Engang var der kun et styresystem, nemlig Apples iOS, som du finder på både iPad (tablet) og iPhone (smartphone). Men siden kom Google Android, først til smarte mobiler og siden til tabletcomputere. Disse to styresystemer dominerer lige nu – med Apples som det mest konsistente. Til gengæld er du tvunget til at købe et Apple-produkt. Android findes på de fleste andre fabrikater, både tablets og smartphones, og mængden af relevant software til de to platforme er i praksis lige stor. På det seneste er der også kommet mobiltelefoner med Windows Phone-styresystemet, blandt andet fra Nokia. Det er et særdeles velfungerende system, men endnu fås ikke så meget software (apps) på denne platform.

Tjek på kameraet

Alle smartphones og de fleste tabletcomputere har indbygget kamera, så du kan tage hurtige fotos eller videoer. Tabletcomputeres kamera sidder normalt foran, så du kan bruge en kommunikations-app som Skype til videotelefoni. Kvaliteten af kameraerne i smartphones er blevet voldsomt forbedret de senere år, selvom de ikke helt kan måle sig med blot halvgode digitalkameraer, fordi optikkens og billedchippens kvalitet ikke er helt i top. Men til et hurtigt skud og til dokumentationsoptagelser er de o.k. Førende mobiltelefoner som iPhone 4S og Samsung Galaxy S2 har op til 8 megapixels opløsning på billedchippen, så her får du værdi for pengene.