Verdenssundheds- organisationen, WHO, vil kategorisere afhængighed af computerspil som en psykisk lidelse. Men det kan gøre mere skade end gavn at sygeliggøre computerspil, mener eksperter.

Når den 11. opdatering af den såkaldte International Classification of Diseases finder sted senere i år, vil verdenssundhedsorganisationen, WHO, føje computerspilsafhængig – på engelsk ‘Gaming disorder’ – på listen over officielle psykiske lidelser.

WHO kategoriserer afhængigheden af computerspil således:

»Adfærden er af tilstrækkelig alvorlighed til, at det resulterer i markant svækkelse i personlig, familiær og social adfærd samt andre vigtige områder. Adfærden kan enten være løbende, episodisk eller tilbagevendende.«

Der er nok potentielle misbrugere at tage under behandling. Ifølge den amerikanske spilorganisation Entertainment Software Association, som repræsenterer virksomheder, der udgiver spil til både pc’er og konsoller, spiller 1,8 milliard af klodens befolkning computerspil.

368 millioner af dem befinder sig i Kina, der kæmper en hård kamp mod computerspil- og internetafhængighed. Det anslås, at 23 millioner kinesere er decideret afhængige af online computerspil som League of Legends og World of Warcraft, og ligesom i nabolandet Sydkorea findes der hundredvis af behandlingscentre for børn og unge, som ikke kan vriste sig fri af computertastaturets greb.

På de såkaldte internet-bootcamps bliver de afhængige teenagere vænnet af med deres dårlige internet- og computerspilsvaner gennem hård militær træning og fysisk afstraffelse. De kinesiske afvænningslejre kom for alvor i mediernes søgelys for nogle år siden, da det kom frem, at personalet havde banket et par drenge til døde under behandlingen.

Computerspil er en sutteklud

Så slemt står det heldigvis ikke til herhjemme, men ligesom i Kina har computerspil også godt tag i især unge drenge og mænd. Ifølge rapporten ‘Medieudviklingen 2017’, der er lavet af DR Medieforskning, spiller hele 96 pct. af de danske teenagedrenge computerspil – og næsten halvdelen af dem, 49 pct., gør det hver eneste dag. Det er dog langtfra ensbetydende med, at vi skal til at sende computerglade teenagedrenge på militære bootcamps.

Omfattende brug af computerspil er nemlig ofte et symptom på en række andre problemer, der hellere skal tages hånd om. Ved at stemple selve computerspillet som afhængighed risikerer man at vende det blinde øje til de reelle problemer, som plager de unge. Det mener medieforsker ved Københavns Universitet Anne Mette Thorhauge, der lige nu arbejder på bogen ‘What’s the problem in problem gaming?’, hvor hun sammen med andre forskere undersøger konflikter, der opstår ved computerspil.

»Jeg synes, det er ærgerligt, at WHO planlægger at gøre computerspilsafhængighed til en psykisk lidelse. Der er ingen grund til at sygeliggøre unge mennesker, blot fordi de er passionerede hvad angår computerspil. Computerspil er for det meste et positivt og socialt element i de unges liv, og meget ofte er overdreven brug af computerspil et symptom på nogle problematikker, som er mere velkendte, end vi lige tror. Det kan være alt fra ensomhed og mobning til manglende mod på at tage fat på den udfordring, som en voksentilværelse er. Og det er jo her, man skal sætte ind,« forklarer hun.

Overdreven spilaktivitet kan ofte ses som udtryk for en fejlslagen livsstrategi, mener medieforskeren og slår fast, at computerspillet i værste tilfælde kan tage form som en ’sutteklud, der giver især unge mennesker mulighed for at holde fast i nogle gamle vaner og gamle venskaber, fordi de ikke har det, der skal til, for at tage hul på voksenlivet’.

Hun benægter ikke, at overdreven computerspil kan være et problem, men slår fast, at vi er nødt til at kigge ind bag afhængigheden og gribe fat om nældens rod, hvis vi vil problemet til livs.

»Hvis vi udelukkende fokuserer på computerspillet som problemet, så glemmer vi at grave dybere og fastslå de underliggende problemer, som ligger til grund. På den måde kan diagnosen meget vel forværre tilstanden, da det fjerner fokus fra den unges reelle problemer,« siger hun.

I sin bog forsøger Anne Mette Thorhauge sammen med sine medforfattere bl.a. at sætte fokus på den generationskløft mellem børnene og forældrene, som computerspil åbenbarer.

Ofte forstår forældrene nemlig ikke, at computerspil er en meningsfuld aktivitet, der ligefrem kan styrke de unges sociale samvær.

»Som forælder til et barn, der spiller meget computer, skal man først og fremmest stille sig selv spørgsmålet: ’Er det her et problem, eller er det bare noget, jeg ikke forstår’,« siger hun.

Flugtplan for usikre unge

Hos Center for Ludomani modtager man ugentligt opkald fra bekymrede forældre eller pårørende, der oplever deres børns overforbrug af computerspil som et kæmpe problem. Det fortæller psykolog og behandler Johan Eklund, som er enig med Anne Mette Thorhauge i, at der skal bygges en bro mellem børn og forældre, hvis vi skal komme computerspilsafhængigheden til livs.

»Mange voksne aner slet ikke, hvad computerspillene går ud på, men hvis man sætter sig ind i spillet og får en forståelse for, hvorfor ens barn er så draget af universet, så er der også en større chance for, at barnet åbner op og fortæller om de problemer, han forsøger at dulme med computerspillet,« siger han.

Ligesom medieforsker Anne Mette Thorhauge er Johan Eklund heller ikke begejstret for, at WHO vil gøre computerspilsafhængighed til en diagnose.

»Vi kommer til at putte computerspil ind i narko- og ludomani-kasserne, og det er der ikke noget belæg for at gøre. Vi er i stedet nødt til at fokusere på, hvad det er, de unge mennesker træder væk fra ved at træde ind i den her virtuelle verden,« forklarer han.

Udover at arbejde som behandler hos Center for Ludomani tager Johan Eklund også mod unge og i mindre grad voksne computerspilsafhængige i sin private klinik Checkpoint. I 90 pct. af tilfældene er patienterne mænd, og det er egentlig ikke så overraskende, mener psykologen.

»Unge drenge og mænd vokser op i en kultur, hvor de lærer, at man helst ikke skal vise tegn på frygt eller afsløre, at man er ked af det. Mange af de drenge, jeg får ind til behandling, påstår, at de slet ikke har de her følelser. Men det ved vi jo, at de har, for det er en naturlig måde at reagere på. Men hvis man ikke har lært at registrere sine negative følelser og impulser, så vil man ofte forsøge at flygte fra dem ved, f.eks. ved at spise, lyve, drikke, gamble, arbejde og motionere. Og her kan computerspil også fungere som en ganske tillokkende flugtplan. Men som de andre ting virker computerspillet kun på den korte bane. Men kværner man bare derudad med 120 kilometer i timen og trykker hårdere og hårdere på pedalen, så glemmer man at holde øje med, at motoren bliver varmere og varmere. Og så kan det gå rigtig galt.«

​’Jeg spillede alle mine vågne timer’

David Madsen spillede Counter Strike døgnet rundt. Nu hjælper han andre unge ud af deres afhængighed

Computerspil fyldte alt i David Madsens liv, da han var teenager. I dag behandler han unge mænd for computerspilsafhængighed.

»Det kan godt være, at computerspillet ikke er årsagen til problemet. Men jeg ved med garanti, at computerspillene kun gør problemerne værre,« siger han.

Det er de færreste, der tænker tilbage på teenageårene som en ubekymret dans på roser. For mange føles rejsen ind i de voksnes rækker som en pinefuld, barfodet vals på glødende kul.

Hormonerne raser i kroppen, usikkerheden er en konstant følgesvend, og verden uden for teenageværelset kan virke uoverskuelig. Sådan var det også for den i dag 33-årige David Madsen, da han tog hul på ungdomslivet i Aarhus.

»Som så mange andre teenagere var jeg usikker på mig selv. Jeg havde svært ved at finde en retning for mig liv. Verden udenfor virkede ofte kaotisk og uoverskuelig,« fortæller han.

Spillede hele dagen

Men hvor David Madsen kæmpede for at finde sit ståsted i virkelighedens verden, var historien en helt anden, når han sammen med sin storebror og venner trådte ind i skydespillet Counter Strikes pixelerede verden. Her var David Madsen sikkerheden selv, og snart blev han én af Danmarks mest træfsikre skytter i det populære computerspil. Da han flyttede hjemmefra som 18-årig, tog det for alvor fart, og snart kom computerspillet til at fylde det meste af hans liv.

»Jeg brugte umenneskeligt meget tid på at spille Counter Strike. Da det var allerværst, spillede jeg alle vågne timer i døgnet. Jeg gamblede med min tid. Og tid er værdifuld, især som ung mand, hvor man søger efter en identitet.«

David Madsen droppede ud af HHX og fik et job som pædagogmedhjælper, men han var ikke så afhængig af spillet, at han var ude af stand til at se, at det var skadeligt for hans fremtid. Han havde ambitioner om at blive en succes i virkelighedens verden, og computerspillet fik ham med egne ord til at leve et liv, han ikke ønskede.

Det store vendepunkt kom, da hans usunde overforbrug foran skærmen fik ham til at svigte sin bedste ven. De skulle være rejst til Oslo sammen, men aftenen før afrejsen havde David Madsen spillet en vigtig turnering i Counter Strike. Han vågnede først næste eftermiddag, da kammeraten ringede til ham og spurgte, hvor han blev af.

Ny retning

»Det var enormt vigtigt for mig at være en god ven, som man kunne stole på. Og de sunde værdier blev fuldstændig overskygget af mit behov for at spille computer. Da gik det for alvor op for mig, at det var på tide at finde en ny retning i mit liv,« siger David Madsen.

Og det lykkedes. Computerspillet blev lagt på hylden, og David Madsen helligede sig livet som studerende. I dag er han psykolog og stifter af Dansk Behandling for Computerspil- og Onlineafhængighed, som arbejder for at komme unge mænds computerspilsafhængighed til livs. Men det er en kamp, der bliver sværere og sværere i takt medm, at computerspillene bliver mere og mere virkelighedstro.

»Det er blevet mere attraktivt at investere sin tid og energi i de her verdener, fordi de er kommet så tæt på virkeligheden. Samtidig sidder spillerne isoleret på deres værelser og kommunikerer med deres medspillere via et headset. Den fysiske interaktion, som vi trods alt havde, da jeg spillede, er forsvundet i dag. Det er meget problematisk,« siger han og uddyber:

»Når man konstant befinder sig i en todimensionel verden, så er der rigtig mange ting, man går glip af, og mange evner, man mister. Det er afgørende for vores trivsel, at vi har en fysisk interaktion med verden gennem fysisk berøring og socialt samvær med andre. Og det har man bare ikke i den virtuelle verden.«

David Madsen fortæller, at han har unge teenagere til samtale, som spiller op mod 80 timer om ugen. Og det er en næsten umulig kamp at komme problemet til livs.

»Vi er oppe imod hele Silicon Valley og dygtige neuropsykologer, som ved præcis, hvordan de skal tricke hjernen til at få abstinenser, når man er væk fra skærmen. Det kan godt være, at computerspillet ikke er årsagen til problemet. Men jeg ved med garanti, at computerspillene kun gør problemerne værre.