Tirsdag blev det sidste Counter-Strike-hold inviteret til BLAST Pro Series i København, og dermed blev det klart, at Danmarks næstbedste hold, North, ikke kommer med til den store turnering.

Det betyder, at det ikke bliver til noget dansk rivalopgør, når verdensranglistens nummer et, Astralis, møder fem andre storhold i Royal Arena.

Det ærgrer North, der var opsatte på at få lov til at spille på hjemmebane.

»Vi er naturligvis skuffede over, at organisationen bag Astrallis har valgt ikke at invitere os. Vi og spillerne var ekstremt opsatte på at spille foran et københavnsk publikum og selvfølgelig give dem mulighed for at få revanche fra de to nederlag i Stockholm for en måneds tid siden. Men igen, de bestemmer jo selv, hvem de inviterer til deres fødselsdag,« siger Norths pressechef, Christian Slot, til B.T.

Markus 'Kjaerbye' Kjærbye og resten af North-mandskabet kommer ikke til at spille i Royal Arena.
Markus 'Kjaerbye' Kjærbye og resten af North-mandskabet kommer ikke til at spille i Royal Arena. Foto: NORTH
Vis mere

Tirsdag blev det klart, at verdens næstbedste hold Navi bliver det sidste inviterede hold til turneringen, og det glæder turneringsejerne, RFRSH, sig over.

»NaVi er et af verdens bedste hold og et hold med verdens bedste eller næstbedste spiller, alt efter hvem du spørger. Vi kan med dem på scenen også præsentere den første direkte duel mellem NaVis 's1mple' og Astralis’ ”dev1ce” og med målet om at skabe en turnering med Counter-Strike i verdensklasse, vejede det meget tungt,« siger kommunikationsdirektør i RFRSH, Steen Laursen, til B.T.

Den køber North dog ikke helt, der gerne så, at de var blandt de seks iniviterede hold.

»RFRSH har indtil nu inviteret de bedste lokale hold til deres turneringer; med North og Astralis til BLAST sidste år og med Space Soldiers i Tyrkiet forleden. På den baggrund er det da lidt skuffende, at organisationen bag Astralis har valgt ikke at invitere North. Men som sagt, de bestemmer naturligvis selv, hvem de inviterer med til fest, og det må vi respektere,« siger pressechefen i North.

Astralis skal i starten af november forsøge at vinde BLAST Pro Series i Købehavn. I slutningen af september vandt de selvsamme turnering i Istanbul.
Astralis skal i starten af november forsøge at vinde BLAST Pro Series i Købehavn. I slutningen af september vandt de selvsamme turnering i Istanbul. Foto: RFRSH Entertainment
Vis mere

Nu afholdes eventet jo i København. Hvorfor er North ikke blevet inviteret?

»Vi er meget opmærksomme på den lokale scene og arbejder altid efter at have de bedste lokale hold med i turneringerne. Derfor tog vi for eksempel Space Soldiers med i Tyrkiet, og vi ville ikke gå uden et dansk hold i Danmark,« fortæller Steen Laursen.

Har North været med i overvejelserne om at komme med?

»Naturligvis. Vi har en løbende og tæt dialog med North, som var med til første BLAST turnering. Det, de er i gang med at bygge op, gavner alle i dansk esport, og der er uden tvivl et stort potentiale i deres organisation og hold. At de ikke er med i år handler ikke om et fravalg, men at vi med NaVi kan skabe en turnering, der internationalt vil give genlyd,« afslutter kommunikationsdirektør i RFRSH, Steen Laursen.

Foto: RFRSH Entertainment
Vis mere

Hvad har talt imod at invitere North?

»Som sagt er det et tilvalg og ikke et fravalg. Kan North bygge videre på deres imponerende sejr i Dreamhack Stockholm vil de nærmest være selvskrevne til turneringer som denne, og det ville kun være fedt at få dén duel om den danske top tilbage.«

Astralis og Navi bliver til turneringen i København suppleret af NIP, Faze Clan, Cloud9 og MIBR, der vandt sidste års BLAST i Royal Arena.

BLAST Pro Series i Købehavn bliver spillet den 2. og 3. november i Royal Arena.