Skuffelsen var ikke at tage fejl af, da Finn Andersen – bedre kendt som Karrigan i Counter-Strike-miljøet – blæste forbi samtlige journalister i mixed zone.
Sammen med sit hold, Faze Clan, var han netop blevet sendt ud i mørket af sæsonens sidste CS-turnering, Blast Spring Finals, og dermed misset chancen for at hive den svimlende præmiepulje på knap tre millioner kroner hjem til ham selv og resten af holdet.
En stor skuffelse, men langt fra én, der gør, at den danske kaptajn ikke kan få føde på bordet.
Gennem sin lange karriere har danskeren hevet 14 millioner kroner i egen lomme udelukkende i præmiepenge og er en af de mest vindende Counter-Strike-spillere nogensinde målt i kolde kontanter.
Men selvom mange måske skuler lidt underligt til e-sporten, og hvordan der kan være SÅ mange penge i at være god til at spille computer, har Karrigan ingen skrupler ved de høje beløber.
»Jeg skammer mig ikke over det. Jeg har aldrig rigtig mødt nogen, der har en holdning til det. Jeg tror, man kan forklare lidt om, hvad man skal gøre, og hvad man skal opgive,« fortæller danskeren til B.T. umiddelbart efter, han og Faze Clan blev vippet ud af turneringen Blast Spring Finals i London.
Både lørdagens semifinaler og søndagens finale i Blast Spring Finals vises eksklusivt på B.T. og PlutoTV.
»Man kan ikke bare sidde derhjemme og hygge, for man har aldrig rigtig fri – lidt ligesom fodboldspillere, der skal opgive alt muligt.«
Tidligere på måneden fortalte en hudløst ærlig Rasmus Nissen Kristensen til TV Midtvest, at han nogle gange skammer sig over, hvor mange penge han tjener som professionel fodboldspiller.
Karrigan mener dog ikke, at hans situation som in-game leader for Faze Clan kan sammenlignes med de økonomiske goder i fodboldverdenen.
»Nu tror jeg, at fodboldspillere tjener meget mere, end hvad Counter-Strike-spillere gør, så jeg kan ikke rigtig relatere til det. Hvis man tjener 15 millioner kroner om ugen, så tror jeg godt, det kan føles lidt overdrevet,« lyder det fra Faze-danskeren, der fortsætter:
»Det er meget præmiepenge-baseret. Så lige nu kan jeg ikke relatere – måske hvis du spørger mig om ti år.«
Karrigan og Faze led et bittert nederlag i turneringens kvartfinaler mod Vitality, der tog en samlet sejr på 2-1.
I skrivende stund skal det danske Counter-Strike-hold Astralis netop til at påbegynde sin kvartfinale mod Virtus. Pro – du kan se skæbnekampen direkte på bt.dk lige HER.
