De stod skulder om skulder på fodboldlandsholdet.

Nu slår Simon Kjær og Christian Eriksen pjalterne sammen igen - denne gang i en helt ny sport.

Simon Kjær har siden 2024 været ejer af counterstrike-holdet WOPA.

Christian Eriksen har samtidig, siden 2014, været medejer af energidrik-firmaet STATE.

Det er nu de to firmaer, der går sammen, så WOPA skifter navn til STATE.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

Her lyder det, at de vil bringe deres erfaringer fra international elitesport ind i e-sporten.

De vil blandt andet lave en ny struktur for holdet med fokus på forberedelse, ernæring og en mere professionel tilgang til både træning og kamp.

»Jeg ser et stort potentiale i at introducere de samme principper for ernæring, fysisk træning og sund livsstil, som har været afgørende i min egen karriere. Og STATE er det eneste produkt, jeg selv har villet røre ved,« udtaler Simon Kjær.

»Det bliver fedt at gøre det sammen med Christian og STATE. Vi skal sammen støtte talentudvikling, skabe rammerne for unge spillere og være med til at løfte dansk e-sport til et helt nyt niveau,« tilføjer han.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen udtaler, at det var Simon Kjær, der ringede og foreslog, at de skulle lave noget sammen.

»Her synes jeg, det var oplagt. Med STATE har vi altid ville ændre tilgangen til præstationsoptimering. At Simon og jeg nu sammen kan tage den tilgang ind i e-sport giver rigtig god mening,« siger Christian Eriksen.