Det kører for Fatih Üstün.

Den 20-årige FIFA-spiller fra Danmark har taget turen op gennem de internationale rækker gennem de seneste år og står nu som en af verdens bedste til det populære fodboldspil.

Et hav af højdepunkter har der været for Fatih Üstün gennem de seneste måneder. Deltagelse på det danske FIFA-landshold, succes i eSuperligaen med FC Helsingør og senest en stor tuneringssejr i Singapore, hvor 32 af verdens bedste FIFA-spillere var med.

Det kastede 25.000 dollars af sig, men langt vigtigere gav det gode ranglistepoint, fortæller Fatih Üstün til B.T.

»Det var meget lækkert. Jeg har sikret mig en plads til VM i august som foreløbigt eneste dansker, og lige nu ligger jeg nummer fem i verdenen. Det kører lige p.t.,« siger han.

Og netop kvalifikationen til VM er vigtig for Fatih. Han kommer til at debutere i år, da han akkurat missede sidste års VM efter straffesparkskonkurrence i den afgørende kamp.

Det får ham dog ikke til at sætte forventningerne ned, selvom han er VM-debutant til august.

»Nu har jeg allerede kvalificeret mig til VM fire måneder før turneringen. Når jeg er ude til de store turneringer, siger jeg til mig selv, at jeg er rejst langt for at spille. Så kan jeg ikke skuffe mig selv,« siger Fatih Üstün og fortsætter:

Fatih Üstün.
Fatih Üstün. Foto: eSuperligaen
Vis mere

»Alle i FIFA-miljøet, både i Danmark og internationalt, omtaler mig som den, der har verdens bedste offensiv. Det er jeg kendt for. Men på grund af min defensiv, vinder jeg ikke så mange turneringer. Kan jeg rette op på det op til VM, så kan jeg vinde. Jeg er en af favoritterne.«

Sidste efterår skrev Fatih Üstün kontrakt med eSports-holdet Team Özil M10. Som navnet indikerer, er det Arsenal-stjernen Mesut Özil, der er chefen her.

»Jeg er selv af tyrkisk afstamning, så der har vi lidt en fælles relation. Jeg har mødt ham et par gange og set ham spille, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle sige ja, da jeg fik tilbuddet,« siger Fatih Üstün, der af samme årsag er blevet mere populær på de sociale medier.

»Jeg har spillet Fortnite med ham et par gange, hvor det har haft mange seere. Det har også givet mig en lidt større fanbase. Det er fedt, at han vil engagere sig i esport.«

Onsdag spilles der finaler i eSuperligaen, hvor Fatih Üstün i denne sæson har spillet for FC Helsingør. Her fremhæver han sin defensiv, som han i eSuperligaen har vist er blevet bedre gennem de seneste måneder.

I eSuperligaens første sæson sluttede han med AGF som nummer ét i grundspillet, hvor Brøndby dog løb med den samlede sejr.

Før finalen i KB Hallen onsdag er FC Helsingør sluttet som nummer to i grundspillet - ét point efter FC København.

»I den første sæson lå Helsingør i sidst nærmest uden at vinde en kamp, og nu ligger de med i toppen. Min mission er at vise, hvad jeg er værd og hvor god, jeg er. At jeg kan få et hold, der lå sidst til at være med helt fremme. Det er fedt,« siger Fatih Üstün.