»Jeg sidder og gamer med 12-årige drenge og 50-årige mænd stort set hver aften efter midnat. Og jeg elsker det.«

For de fleste sættes Pilou Asbæks navn ikke i forbindelse med titler som Fortnite og Counter-Strike.

Men faktisk er de to videospil bare to af mange, der fylder ekstremt meget i Pilou Asbæks travle hverdag som internationalt kendt skuespiller.

Om så det er for at tilbringe kvalitetstid med datteren Agnes, eller om det er for at zone ud på stjernespækkede filmset verden over. Det fortæller han nu om i et interview til B.T. i forbindelse med hans værtskab for dette års Danish Game Awards.

»Jeg er jo 42, og det vil sige, at jeg er ud af den generation, jeg kalder Nintendo-generationen, og siden har jeg sådan set holdt fast i passionen for gaming og e-sport,« fortæller lørdagens vært.

Passionen var dog i første omgang ikke en, han selv opsøgte eller faldt over.

Asbæk kommer fra en priviligeret baggrund med travle forældre, der ofte var ude af huset – og så bliver der brug for noget at fordrive tiden med.

»Det startede fordi, mine forældre havde så dårlig samvittighed over, at de arbejdede meget, at de købte en spillekonsol til mig,« fortæller han til B.T. og uddyber:

»Jeg var heldig at komme fra en priviligeret baggrund, og hver gang mine forældre kom hjem fra messe eller rejse, så var det bare cash i hånden og så ned i Fætter BR i Magasin og købe spil.«

Pilou Asbæk finder vejen ud af ensomheden i skuespillerverdenen med computerspil.
Pilou Asbæk finder vejen ud af ensomheden i skuespillerverdenen med computerspil. Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som tiden er gået og karrieren som skuespiller har taget voldsom fart, har den Game of Thrones-kendte dansker aldrig sluppet passionen for spillene.

Den hænger nemlig stadig med og følger ham i tykt og tyndt. Og selvom han selv mener, han burde have læsestof med i stedet, så slæber han stadig sin PlayStation verden rundt, når han optager diverse internationale produktioner.

»Jeg burde jo have en bog med, men jeg læser simpelthen så mange manuskripter, at jeg slæber min computer eller PlayStation med.«

»Jeg er i Polen og optage i øjeblikket, og jeg måtte aktivere tre medarbejdere på det fineste hotel i Warszawa, så de kunne sætte min PlayStation til. Det tog os to en halv time at få til at fungere,« fortæller han og griner højlydt af det store postyr, han og hans PlayStation fik skabt.

Efter eget udsagn er skuespilleren, som også er kendt fra den store danske serie ‘Borgen’, ikke specielt god til for eksempel Fortnite, men det hjælper med at deale med den ensomhed, der er forbundet med at være skuespiller.

»Når man optager i udlandet, så kan man som regel ikke bare lige ringe hjem og sige godnat til sin kone og datter på grund af tidsforskellen. Så jeg bruger computerspillene til at få tiden til at passere lidt hurtigere, så man ikke bliver så ensom.«

Udover gaming har Pilou Asbæk et stort fodboldhjerte, som banker hårdt for F.C. København.

Læs den danske stjernes hårde dom over hans hjerteklubs nuværende tilstand og hans – for københavnerne – dystre mesterskabsforudsigelse LIGE HER.