Spillerforeningens direktør, Mads Øland, går ind i en ny idrætsgren og skal nu hjælpe professionelle Counter-Strike-spillere gennem en international spillerforening.

Det oplyser Mads Øland i et interview til B.T.

Allerede i slutningen af juli blev den nye spillerforening med Mads Øland som CEO faktisk annonceret, men ikke under særlig stor mediebevågenhed.

Torsdag var han så til møde i London med Counter-Strikes internationale spillerforening, hvor han blandt andet sad sammen med Astralis-spilleren Andreas ‘Xyp9x’ Højsleth.

E-Sport og særligt Counter-Strike er blevet større og større og med danske hold som Astralis og North i verdenstoppen, er pengene også blevet enorme. Og netop det skulle også være en af grundene til, at en spillerforening er blevet stiftet.

B.T. ville gerne have haft et fysisk eller telefonisk interview med Mads Øland, men det har på grund af travlhed ikke været muligt. I stedet kunne B.T. få besvaret nogle spørgsmål via mail.

Mads Øland, hvorfor har du valgt at gå ind i Counter-Strike?

»Det har jeg, fordi jeg blev opfordret til det. Vi blev kontaktet af nogle Counter Strike-spillere, der spurgte, om vi ville hjælpe dem med at etablere en spillerforening,« skriver han i en mail til B.T.

Danske Astralis ligger nummer 1 på verdensranglisten i Counter-Strike.
Danske Astralis ligger nummer 1 på verdensranglisten i Counter-Strike. Foto: RFRSH Entertainment
Vis mere

Hvad er din egen rolle i Counter-Strike?

»Jeg er CEO i den internationale Counter Strike Spillerforening og skal være med til at sætte rammerne for organisering og prøve at hjælpe spillerne med at føre det, de beslutter, ud i livet. Jeg ved ikke noget om Counter Strike, jeg har spillet fodbold, men jeg ved noget om kontraktindgåelse, organisering, og hvordan man beskytter sig, når man skal lave kontrakter med internationale hold, som spillerne gør. Spillerne har inviteret mig inden for, så jeg skal lære spillet, spillerne og branchen at kende, så jeg bedst muligt kan hjælpe dem.«

Hvorfor er det nødvendigt at skabe en organisering i Counter-Strike?

»Det er det, fordi det er en ny professionel sport med professionelle atleter og aktører, som har fået nogle af de samme udfordringer, men også nye udfordringer, som andre atleter har og har haft.«

Mads Øland er for nyligt blevet CEO for Counter-Strikes internationale spillerforening.
Mads Øland er for nyligt blevet CEO for Counter-Strikes internationale spillerforening. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvordan balancerer du tiden i forhandlingerne mellem DBU og møder med Counter-Strikes internationale spillerforening?

»Nøgleordet er balance. Men selvfølgelig er førsteprioriteten, og det der kommer før alt andet lige nu, at løse forhandlingerne med DBU og få en ny aftale på plads. Møderne er lagt med respekt for de forhandlinger, der pågår, så de ikke konflikter.«

Hvad tænker du om signalværdien i at sidde til møde i London om Counter-Strike midt i en historisk landsholdskonflikt?

»Jeg er til rådighed for forhandlingerne og alt, hvad det kræver, og jeg er ikke længere væk end en flyvetur fra London til København.«

Hvor langt er I fra at lande en aftale med DBU?

»Det har jeg ingen kommentarer til, da det ved indgåelsen af den midlertidige aftale blev aftalt, at ingen af parterne udtaler sig.«

Astralis har haft et forrygende år 2018, hvor de blandt andet vandt ELEAGUE Premier 2018. Her fulgte også en præmiecheck på hele 3,2 millioner kroner.
Astralis har haft et forrygende år 2018, hvor de blandt andet vandt ELEAGUE Premier 2018. Her fulgte også en præmiecheck på hele 3,2 millioner kroner. Foto: RFRSH Entertainment
Vis mere

Mads Øland og Counter-Strike er dog heller ikke et helt nyt samarbejde. Sidste år blev danske Astralis, der ligger nummer 1 i verden, optaget i interesseorganisationen DEF (Danske Elitesportsudøveres Forening, red.), hvor Øland også er direktør.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Andreas Højsleth fra Astralis, da han i øjebliket spiller den store turnering FACEIT Major 2018 i London. Danskeren er medlem af Counter-Strikes internationale spillerforenings bestyrelse.