Danske Astralis sikrede sig her til aften en ny stor triumf.

Det danske Counter-Strike-hold vinder sin tredje Major efter sejren søndag over finske ENCE. Det blev en sikker 2-0 sejr til det danske stjernemandskab.

Med triumfen indkasserer de danske stjerner også en præmiecheck på godt 3,2 millioner kroner. Majoren i Katowice er verdens største turnering.

Dermed cementerer Astralis deres position som verdens med afstand bedste hold.

Astralis vandt første bane 16-11 og anden bane 16-4 i en duel, hvor der ikke var den store tvivl om, hvem der var stærkest af de to hold.

Ence havde ellers imponeret tidligere i turneringen ved at slå de to storhold Team Liquid og Navi på vejen til finalen.

Sejren søndag i Polen gav Astralis-holdet en klækkelig bonus, da Astralis som turneringens vinder også scorede førstepræmien på 3,3 millioner kroner.

Samtidig markerer trofæet indledningen på denne sæsons grand slam-jagt, som kan kaste en bonus på én millioner dollar (cirka 6,5 millioner kroner) af sig.

Det præsterede Astralis i fjor, da holdet vandt fire ud af ti specifikke turneringer på kalenderen.

Astralis sendte i kvartfinalen NiP ud af turneringen, mens det i semifinalen lørdag gik ud over Mibr fra Brasilien, der blev slået 2-0 i baner.

Der eksisterer to årlige majorturneringer, som er de største i sæsonen på Counter-Strike-scenen.

Majorturneringerne kan sammenlignes med majorturneringerne, som man kender det i løbet af en sæson i golf.

Sejren i Katowice var den første turneringssejr i 2019 for Astralis, der i finalen i Buypower Masters tabte til Team Liquid tidligere i år.

Majortriumfen i Polen kom efter en forrygende sæson i 2018, hvor Astralis leverede resultater uden sidestykke i Counter-Strike-historien. I 2018 stillede holdet op i 17 store turneringer og sejrede i ti af dem.

Derudover blev Astralis det første hold nogensinde til at vinde en Intel Grand Slam-titel, som udløste en bonus på én million dollar.

Sammen med grand slam-bonussen vandt holdet præmiepenge for mere end 3,6 millioner dollar (svarende til næsten 24 millioner kroner) i 2018.