Man kan godt sige nej til mange, mange millioner for at være klimabevidst.

Det er formentlig hvad den 25-årige Johan Sundstein har gang i.

Danskeren er den esportsudøver, der har tjent allerflest præmiepenge i verden, hele 46 millioner kroner.

Alligevel overvejer han at stoppe sin karriere for at komme klimaet til undsætning, siger han til TV2 Sport.

»Jeg håber, at jeg en eller anden dag kan lave noget for miljøet. Det er det største emne lige nu. Verden brænder op. Det er lidt en plan om at hoppe ind i den kamp. Kaste mig selv ind i det. Blive soldat for jorden. Moder jord. Jeg har nogle planer og idéer,« siger Johan 'N0tail' Sundstein.

Danskeren med de færøske rødder mener, at miljøet er vigtigere end pengene.

To år i træk har han vundet The International-turneringen med sit hold, OG, og det er lukrativt.

Turneringen samler de bedste esportsudøvere inden for spillet Dota 2, og efter sejren i fjor kunne han sætte 15 millioner kroner ind på kontoen. Nu har holdet altså vundet turneringen hele to gange i træk, hvilket aldrig er sket før.

Johan Sundstein og OG har vundet The International to år i træk.
Johan Sundstein og OG har vundet The International to år i træk. Foto: JEFF VINNICK
Vis mere

»Næste år vil jeg nok begynde at tænke på noget andet. Nu føler jeg, at jeg skylder så meget til en masse. Det vil være en skam, hvis jorden brænder op, for så vil man have fejlet i så mange generationer. Det er en vægt, du kan lægge på dig selv, og den føler jeg så. Jeg føler den. Det er alles ansvar,« siger Johan Sundstein.

Men inden da vil spilleren, der har været professionel siden 2012, gerne vinde The International for tredje gang i træk

»Planen er at vinde tre gange. Der er to ringe nu, og så skal der være tre ringe næste gang,« siger Johan Sundstein.

Ifølge esportearnings.com er Johan Sundstein den person i verden, der har tjent mest på esport nogensinde med lige knap 6,9 millioner dollars - 46,7 millioner kroner - udelukkende i præmiepenge. Det er næsten 2,8 millioner mere end nummer to på listen - finaske Jesse 'VerAx' Vainikka.