Vanvittigt. Sådan beskriver Astralis-kaptajnen, Lukas Rossander, søndagens triumf i FaceIt Major.

'Så vanvittigt, at vi faktisk formåede at vinde endnu en major. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive følelsen lige nu, men den er fantastisk,' skriver Lukas Rossander på Twitter.

Også aftenens publikum imponerede ham oven på finalesejren over Natus Vincere fra Ukraine.

'Publikum, vores spil, alt førte os bare til stjernerne. Det betyder så meget for os,' skriver Lukas Rossander, der går under navnet 'gla1ve'.

Også Astralis' medejer og spiller, Peter Rothmann, er røget til tasterne efter sejren.

'DOBBELTE MAJOR-VINDERE. JA!' skriver han kort. Også Andreas Højsleth, der er en af spillerne for Astralis, roser holdet på sin profil.

'2 gange major-vindere. Det her Astralis-hold er utroligt,' skriver han om holdet, der suverænt vandt med 16-6 på første bane og 16-9 på anden. Det gav en samlet sejr på 2-0 og en præmiesum på 3,2 millioner kroner til det danske hold.

Søndagens finale fandt sted i London, og den var den sidste af årets to majors. Og det er ikke et hvilket som helst sted, den blev afholdt. For turneringen blev nemlig spillet på Wembley Arena, hvor mere end 10.000 overværede begivenheden.