Årets største Counter-Strike-turnering er i gang med første stadie, og når snakken går på favoritterne, så er det blandt andre to danske hold, der er på folks læber.

Både Astralis og North er nemlig blandt bejlerne til at løfte trofæet ved FACEIT Major 2018  i London, der kan sammenlignes med en VM-slutrunde i fodbold.

Astralis har været forrygende i hele år 2018 og indtager derfor også førstepladsen på verdensranglisten. Og med sådan en placering følger også store forventninger.

Alligevel er det en forholdsvis ydmyg sportsdirektør, der bliver spurgt til, hvor langt de danske stjerner skal nå i London.

Astralis har haft et forrygende år 2018, hvor de blandt andet vandt ELEAGUE Premier 2018. Her fulgte også en præmiecheck på hele 3,2 millioner kroner.
Astralis har haft et forrygende år 2018, hvor de blandt andet vandt ELEAGUE Premier 2018. Her fulgte også en præmiecheck på hele 3,2 millioner kroner. Foto: RFRSH Entertainment
Vis mere

»Min forventning til holdet er, at vi får et hold af se, der leverer en god præstation. Nogle gange er det ikke nok til at vinde, men jeg er ret sikker på, at hvis vi finder tilbage til de gode præstationer, som vi havde inden sommerferien, så får vi også en mulighed for at vinde. Og så er vi helt sikkert med i slutfasen, når det gør løs på Wembley til kvartfinalerne,« fortæller Kasper Hvidt, sportsdirektør for RFRSH, der er organisationen bag Astralis.

Også danske North, der er ejet af fodboldklubben F.C. København og filmselskabet Nordisk film, er med i London. Og efter en lang periode, hvor det danske storhold har haft svært ved at finde niveauet, kom kulminationen endelig til Dreamhack Masters i Stockholm.

Her slog North blandt andet Astralis to gange og endte med at kunne løfte trofæet og modtage en præmiecheck på knap 650.000 kroner. En sejr, der var en stor lettelse for sportsdirektør Jonas Svendsen.

»2018 har langt fra været en lyserød drøm det hele. Vi har haft det hårdt, og det har været svært at skulle kæmpe tilbage og blive relevante igen. Vi har været lidt nede og skrabe bunden, og så er det bare en kæmpe forløsning at lykkes i en sådan grad, som vi gjorde i Stockholm,« fortæller Norths sportsdirektør til B.T.

North beviste, at de for alvor er tilbage blandt de bedste i verden, da de i sidste uge vandt Dreamhack Masters i Stockholm.
North beviste, at de for alvor er tilbage blandt de bedste i verden, da de i sidste uge vandt Dreamhack Masters i Stockholm. Foto: Stephanie Lindgren / North
Vis mere

Efter sejren tog North også et gevaldigt skridt på verdensranglisten, hvor de gik fra en placering som nummer 11 til nu indtage fjerdepladsen. Og derfor er det da også en optimistisk sportsdirektør, der har hævet forventningerne til Majoren i London.

»Vi skal også være ydmyge i forhold til, at det virkelig var en kraftpræstation i Stockholm, men jeg vil rigtig, rigtig gerne nå til det sidste stadie i Majoren og komme blandt de otte bedste. Så vil jeg i hvert føle, at mine forventninger er indfriet,« siger Jonas Svendsen.

Majoren er det helt store højdepunkt for alle professionelle Counter-Strike-hold, der skal forsøge at bevise, at de er verdens bedste hold. Og det kan Astralis' sportsdirektør Kasper Hvidt, da også mærke på sine drenge.

»Majoren er selvfølgelig et peak for os. Det er godt nok ikke længere den turnering, der giver de største penge, men der er utrolig meget prestige i den. Og det betyder rigtig meget for drengene,« fortæller den tidligere landsholdsmålmand.

FACEIT Major 2018 i London er allerede i gang med sit første stadie, hvor både Astralis og North er i aktion.

Men fra den 20. september begynder det for alvor at spidse til, når de otte bedste hold skal dyste om det prestigefyldte trofæ på Wembley. Og hvis forventningerne indfries, bliver det også med to danske hold iblandt.