Fem uger i USA for at spille den første sæson af en stor turnering.

Det er lige nu planen for den danske esportsstjerne Casper 'cadiaN' Møller samt fire andre spillere. Noget, der kan blive en udfordring i forhold til den coronavirus, der lige nu hærger verden over.

»Vi rejste til LA, inden virussen ramte et stadie, der fik regeringen til at handle på det i forhold til frarådningen af udrejse,« siger Casper 'cadiaN' Møller til B.T.

Søndag blev det offentliggjort, at den kinesiske esportsorganisation FunPlus Phoenix havde præsenteret deres Counter-Strike-hold.

Og med på det var altså fem danske stjerner, der indtil da havde spillet for Heroic.

Ligaen hedder Flashpoint og er allerede nu i gang i Los Angeles, hvor de tidligere Heroic-spillere allerede befinder sig og spiller sin første kamp søndag.

Derfor tog de turen over på den anden side af Atlanterhavet, få dage før den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), på et pressemøde opfordrede alle danskere i udlandet til at vende hjem hurtigst muligt, ligesom hun senere på dagen lukkede grænsen.

»Vi er i tæt kontakt med myndighederne og advokater. Vores plan er at blive hernede og færdiggøre sæsonen, men er i tæt kontakt med folk, der har en langt større indsigt i det her end os selv,« siger Casper 'cadiaN' Møller.

»Jeg er ikke den rette at spørge vedrørende en verdensomspændende pandemi. Flashpoint har taget alle de forbehold, de kan, og vi er i tæt dialog med dem løbende om udviklingen. Vi er selvfølgelig nervøse for udviklingen. Vi undgår kontakt med andre end os på holdet. Vi tager situationen meget alvorlig,« slår den danske Counter-Strike-spiller fast.

Den frygtede coronavirus har betydet, at rigtig meget sport er blevet suspenderet. Det gælder blandt andet fodbold, håndbold, tennis, svømning, basketball og golf.

I Danmark er også eSuperligaen sat på pause indtil videre, ligesom alle offentligt ansatte så vidt muligt skal arbejde hjemmefra i 14 dage.

Derudover er mange barer, restauranter og lignende også lukket ned i den periode.