Det danske esportshold Astralis er kommet på nye hænder. Sådan da.

Onsdag fortæller Nikolaj Nyholm, der var med til at stifte holdet i sin tid, til DR Sporten, at han er en del af en investorgruppe, der har overtaget ejerskabet af Astralis efter firmaet RFRSH, hvor Nyholm indtil nu har været direktør.

Ud over Nikolaj Nyholm består investorgruppen blandt andre af medstifter af Astralis Jakob Lund Kristensen og en gruppe bestående af primært danske erhvervs- og sportsfolk.

De nye ejere af Astralis, der spiller Counter Strike, går under navnet Astralis Group, der også består af holdet Origen, der gør sig i spillet League of Legends.

Astralis var altdominerende i 2018, men har haft svært ved at følge op på succesen i 2019.
Astralis var altdominerende i 2018, men har haft svært ved at følge op på succesen i 2019. Foto: Cooper Neill
Vis mere

»Jeg er rigtig stolt af det, som vi har opnået, men på et tidspunkt må man også tage et valg, og mit hjerte ligger tæt op ad Astralis og Origen,« siger Nikolaj Nyholm til DR Sporten.

Salget af Astralis sker, efter at RFRSH tidligere i juli annoncerede, at holdet var blevet sat til salg, så det kunne blive adskilt fra selskabet.

»Det har altid været vores forretningsplan at udvikle hold og opbygge brands, forretning og performancekultur samt tiltrække investorer, sådan som vi har gjort med en række CS:GO-brands allerede,« sagde kommunikationsdirektør i RFRSH Steen L. Laursen dengang til TV2 Sport.

RFRSH er i gang med at skabe en verdensomspændende Counter Strike-turnering, som underholdningsvirksomheden vil bruge sin energi på, og derfor er det helt naturligt, at den nu vil skille sig af med Astralis, forklarede Steen L. Laursen.

Den tidligere landsholdsmålmand i herrehåndbold Kasper Hvidt, der har haft en sportsdirektørrolle i RFRSH, følger med over til Astralis Group.

Astralis-holdet består af spillerne Peter 'dupreeh' Rasmussen, Andreas 'Xyp9x' Højsleth, Lukas 'Gla1ve' Rossander, Nicolai 'Dev1ce' Reedtz og Emil 'Magisk' Reif.

Deres træner er den tidligere Counter-Strike-spiller Danny 'Zonic' Sørensen.

/ritzau/