En klassisk tur ud og spise tog pludselig en opsigtsvækkende drejning for den danske League of Legends-spiller og hyperpopulære streamer på tjenesten Twitch Rasmus Søndergaard.

'Sondergaardlol', som han er bedre kendt som i streamingmiljøet, var for nogle uger siden ude at spise på den københavnske restaurant 'Gorilla', da han og hans bord pludselig fik royalt besøg.

Det fortæller Søndergaard til B.T. under dette års Danish Game Awards, der løb af stablen i Herning lørdag aften.

»Vi sidder bare ved vores bord og spiser, da Kronprins Christian pludselig kommer ind ad døren med sine venner,« fortæller den Red Bull-sponsorerede dansker på den røde løber og fortsætter:

»Så fangede vi ligesom hinandens øjne, og han kom over og sagde hej.«

Den nykronede Kronprins fortalte, at han ofte ser med, når Søndergaard er live og var helt med på den jargon, Søndergaard er kendt for at føre, når han er live.

»Han sagde 'come on now dawg', som er en af mine catch-phrases, og så endte vi med at bruge meget af aftenen sammen. Mega nice faktisk – han er en super flink dude,« fortæller den 23-årige gamer.

Rasmus Søndergaard er Red Bull-atlet og har i den forbindelse blandt andet mødt Max Verstappen.
Rasmus Søndergaard er Red Bull-atlet og har i den forbindelse blandt andet mødt Max Verstappen. Foto: Foto: Instagram
Vis mere

Selvom Søndergaards streams primært bliver set af de danske unge grundet hans fede energi og personlige interageren med sine seere, så er han faktisk også én af Europas bedste LOL-spillere i Solo Queue League, selvom han ikke er professionel spiller.

En kombination, der altså også har lokket den unge Kronprins ind på Twitch.

Faktisk er Hans Kongelige Højhed så begejstret for Søndergaard, at han endte med at give LOL-spilleren et stort løfte med på vejen.

»Vi endte med at snakke om, at vi gerne vil lave en stream sammen på et tidspunkt. Han lovede mig faktisk, at det ville ske en dag, så nu må vi se, om han kan holde det løfte,« fortæller Rasmus Søndergaard til B.T.

Han fortæller desuden, at der siden har været dialog mellem ham og hans nye royale ven, men at der ikke endnu er blevet aftalt noget konkret om et fremtidigt samarbejde.

Den 18-årige Kronprins har for nylig vakt opsigt for sine ungdommelige udskejelser til en koncert i Forum. Du kan læse, hvad en ekspert mener, han særligt skal være opmærksom på, lige her.