Agenten bag FIFA-spilleren Marcus 'Marcuzo' Jørgensen sidder med i det udvalg, der står bag udtagelsen af netop Marcus Jørgensen til det danske e-landshold i FIFA.

Kristoffer Smedstrup er agent for både 'Maruczo' og holdkammeraten i North, August 'Agge' Rosenmeier, der er udtaget som reserve til e-landsholdet i FIFA, der i april spiller eNations Cup i London.

Her er 'Marcuzo' udtaget sammen med Fatih 'FifaÜstün' Üstün, der spiller for e-sports-franchiset M10 og i eSuperligaen for FC Helsingør.

Kristoffer Smedstrup fortæller, at han ikke er med i den konkrete udvælgelse af spillerne.

»Jeg forstår fuldt ud, hvis folk kan sætte spørgsmålstegn ved min objektivitet, men jeg tror ikke, mange kan være uenige om, at det er de to rigtige spillere, der er valgt ud fra nuværende form.«

»Jeg har ikke udtaget spillerne, men jeg har ydet en uvildig rådgivning til DBU omkring, hvordan FIFA-verdenen fungerer, styrker og svagheder ved spillere samt generelle formkurver inden for en given patch i spillet,« siger Kristoffer Smedstrup.

I DBU's udvalg, der har udtaget landsholdet, sidder DBU's konstituerede administrerende direktør, Kenneth Reeh, e-landstræner Dennis Nordenbøl, direktør i rådgivningsfirmaet, Burson Cohn & Wolf, Ronnie Hansen samt Kristoffer Smedstrup.

Kristoffer Smedstrup understreger, at han ikke er valgt ind i udvalget bag e-landsholdet i kraft af sin agentrolle, men som indehaver af Sports-Gaming.dk. Han står bag mere end 300 FIFA-events i Danmark og beskrives som en af hovedpersonerne bag det danske FIFA-miljø.

Kristoffer Smedstrup.
Kristoffer Smedstrup.
Vis mere

Kan du garantere, at du har være upartisk i dine anbefalinger til resten af udvalget?

»Jeg kan garantere, at jeg har været 100 procent upartisk i mine anbefalinger.«

Vil der være en potentiel økonomisk gevinst for dig ved, at 'Marcuzo' er udtaget til e-landsholdet?

»Der er absolut ingen økonomisk gevinst for mig ved at 'Marcuzo' er udtaget til eLandsholdet – heller ikke hvis de skulle gå hen og vinde turneringen,« siger Kristoffer Smedstrup.

Hos DBU fortæller kommunikationschef Jakob Høyer, at man har fuld tiltro til, at Kenneth Smedstrup leverer kompentent rådgivning til først og fremmest landstræner Dennis Nordenbøl, der har sidste ord i udtagelsen af spillerne.

»Det er vigtigt at sige, at han ikke sidder alene i udvalget. Da vi nedsatte udvalget til en stor workshop med mange af de klubber og eksperter, der er i den her branche, da var der kæmpe opbakning til Kristoffer Smedstrups kompetencer. Det lytter vi også til.«

Kan I se, at det udefra kan se en smule problematisk ud?

»Det synes jeg, at andre må forholde sig til. For os at se har vi haft et udvalg, der har drøftet udtagelsen. Jeg kan også se på reaktionerne på udtagelsen og valget af spillerne, har været velmodtaget. Vi har stor tiltro til Kristoffer Smedstrups anbefalinger lige så vel, som vi har det til Dennis Nordenbøl som landstræner.