En ulykke kommer sjældent alene.

Et firma med ejere som den tidligere fodboldstjerne Nicklas Bendtner, rigmanden Lars Seier Christensen og Superliga-profilen Peter Ankersen er i problemer, og det kan trække tæppet væk under et dansk firma, som har knap 90.000 kroner til gode.

New Breed Agency er en del af porteføljen hos Legendary Gaming Group, der har de prominente navne bag sig, og de to selskaber styrer lige nu mod konkurs, bekræfter direktøren bag begge virksomheder til B.T. 

Flere står tilbage med penge til gode.

Det svenske esport-firma Esplay fortæller til B.T., at de har omkring 50.000 euro ude at svømme, hvilket svarer til omkring 370.000 danske kroner.

Det danske produktionsfirma Barstool Productions står ligeledes i en kattepine.

»De (New Breed Agency, red.) skylder mig 12.000 euro. De penge skulle gå til freelancere, som vi har i vores produktion. Vi har hyret en hulens masse for at dække deres turneringer, som vi ikke kan betale nu,« siger direktør Mads Duelund.

»Hvis freelancerne vælger at forfølge kravet, betyder det konkurs for os.«

Turneringerne ved navn PCC blev ellers lanceret med store armbevægelser, da Legendary Gaming Group-medejer og medstifter Nicklas Bendtner annoncerede et såkaldt strategisk partnerskab med New Breed Agency.

»Det her er præcis den type projekt, vi gerne vil være med til at bygge i Danmark.« 

»Det her er starten på noget virkelig stort,« sagde Bendtner.

Mads Duelunds firma blev kontaktet.

»Vi blev hyret af Esplay tilbage i januar, fordi de var stødt på et selskab i Danmark, som ønskede at drive turneringer. De vil gerne lave 16 events på Crowne Plaza, og så skulle finalen afholdes i Parken.«

»De manglede en produktionspartner, og vi har arbejdet med dem før, så det var naturligt at sige ja.«

»I starten går det godt, og det er de bedste hold i verden, der deltager. Det kører sgu.«

Efter tredje event begyndte noget dog at lugte. 

Barstool Production fik betaling 8. april, men det blev også den sidste.

»Vi laver fem events fra midten af april frem til forrige weekend, hvor der blev afholdt en turnering ved navn PCC 8,« siger Duelund.

»Jeg sender en faktura 3. april på noget ekstra mandskab, som vi har hyret ind til at løse en bestemt opgave. Den får vi ikke betaling for.«

Herefter går han sammen med Esplay for at rykke New Breed Agency.

»I fredags fik vi så besked på, at de ville indgive konkursbegæring mandag.«

»Jeg havde set den komme, eftersom jeg var forbi deres lokaler for at lave et andet event, og der kom der folk fra Den Blå Avis og købte inventaret. Der tænker man sit.«

 »Vi begyndte internt blandt Esplay og Barstool Productions at tale om, at der nok er en risiko for, at det var noget lort.«

Efter sidste event pakkede de således alt deres grej for, at det ikke blev fanget bag lås og slå på Crowne Plaza.

»Jeg er mest vred på mig selv, fordi jeg kunne have set det komme og lave forarbejdet bedre. Jeg er skuffet, fordi eventet var super godt for den danske esportscene, og så er jeg også nervøs for vores fremtid.«

»Jeg skylder en helvedes masse freelancere penge. Det er 12.000 euro, som er andre folks penge. Det er sgu det værste.«

»Jeg føler afmagt. Jeg ved jo godt, at bare fordi man står på papirerne, så behøver man ikke være med i driften. Jeg tror ikke, at Lars Seier, Nicklas Bendtner eller Peter Ankersen eller de andre ejere har til hensigt at drive lyssky forretning eller svindle folk, men når man har sit navn på noget, så forpligter det også.«

»Det har fatale konsekvenser for at skandinavisk esport som helhed og for en hel masse mennesker, der har det her som sin levevej, inklusiv mig selv.« 

B.T. har forsøgt at få en kommentar på udviklingen fra Nicklas Bendtner, Lars Seier Christensen og Peter Ankersen, men de er ikke vendt tilbage.