Det danske Counter-Strike-hold North røg tidligt ud af årets store Major-turnering i London og har nu valgt at hente hele to nye spillere ind.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at det danske storhold henter Casper 'cadiaN' Møller hjem til Danmark, efter han har spillet i USA. Han erstatter nemlig Mathias 'MSL' Lauridsen og bliver holdets nye in-game leader (kaptajn, red.).

»Jeg er glad for at kunne byde ‘cadiaN velkommen på holdet. Vi har evalueret holdets sammensætning efter Majoren og besluttede, at vi havde brug for et nyt lederskab. Med Casper får vi en leder, der har en anderledes tilgang til spillet,« fortæller Norths sportsdirektør, Jonas 'whimp' Svensen til holdets hjemmeside.

North, der er ejet af F.C. København og Nordisk Film, henter samtidig Nicklas 'gade' Gade hjem til holdet, der var lejet ud til danske OptiC Gaming, der ligeledes har base i USA. Det betyder samtidig, at Nikolaj 'niko' Kristensen forlader North. Du kan se Norths præsentationsvideo øverst i artiklen

Casper 'cadiaN' Møller (tv.) og Nicklas 'gade' Gade (th.) er nye spillere på det danske Counter-Strike-hold North.
Casper 'cadiaN' Møller (tv.) og Nicklas 'gade' Gade (th.) er nye spillere på det danske Counter-Strike-hold North. Foto: Jonas Kekko / North
Vis mere

»Vi er glade for, at ‘gade’ vender tilbage til North. Vi har fulgt ham grundigt i hans tid hos OpTic, og vi tror på, at der stadig er en masse uforløst potentiale i det rå talent, som Nicklas besidder,« fortæller sportsdirektøren.

Dermed sker der en markant ændring i det danske holds lineup blot fire dage efter, at de danske ærkerivaler fra Astralis strøg helt til tops og vandt FACEIT Major 2018 i London.

Der har da også været nok at se til på kontorerne i Telia Parken i København, efter North tirsdag også offentliggjorde, at de går ind i FIFA, hvor de i samme ombæring præsenterede Danmarks måske største e-sportsnavn. Det kan du læse mere om her.

Dermed består North nu af følgende fem spillere:

  • Markus 'Kjaerbye' Kjærbye
  • Valdemar 'valde' Bjørn Vangså
  • Casper 'cadiaN' Møller (kaptajn)
  • ​Philip 'aizy' Aistrup
  • Nicklas 'gade' Gade

North ligger i øjeblikket nummer seks på verdensranglisten, men har tidligere været helt oppe som nummer tre.

I starten af september vandt holdet Dreamhack Masters i Stockholm, hvor de slog danske Astralis i finalen.