David mod Goliat. Og en masse af dem.

Sådan kan 12-årige Anders Vejrgangs lynkarriere i fodboldspillet FIFA snildt beskrives. Weekend efter weekend udfordrer den purunge dreng de etablerede professionelle FIFA-spillere i Danmark på den digitale grønsvær.

Og ligesom David i Bibelen nedlægger den filistæiske kæmpe Goliat med et præcist stenkast, så sætter Anders Vejrgang også de helt store danske FIFA-kanoner på plads. Én efter én.

Det skete blandt andet, da han i lørdags vandt turneringen Bilka Live eFootball Tournament 2018 og kunne lade sig hylde som sejrherre ved siden af anden- og tredjepladsen, der begge var et par hoveder højere end det 12-årige kæmpetalent. En triumf, der blev kvitteret med 5.000 kroner direkte ind på den unge drengs bankkonto og en rejse til England for at se Premier League-fodbold.

Anders Vejrgang vandt lørdag turneringen Bilka Live eFootball Tournament 2018.
Anders Vejrgang vandt lørdag turneringen Bilka Live eFootball Tournament 2018.
Vis mere

Men ambitionerne er endnu større:

»Jeg vil vinde VM i FIFA,« svarer den 12-årige dreng køligt, da B.T. spørger, hvad den helt store drøm er.

Og hvorfor ikke? Gennem det seneste års tid har Anders Vejrgang gjort lynkarriere og vundet en lang række turneringer.

Den unge komet kan endda kalde sig professionel. I foråret fik han nemlig en kontrakt hos klubben Vendsyssel, hvor han får et symbolsk beløb om måneden ved siden af præmierne fra de turneringer, han deltager i.

Anders Vejrgang har gjort lynkarriere i FIFA-verdenen
Anders Vejrgang har gjort lynkarriere i FIFA-verdenen Foto: Sports-Gaming.dk
Vis mere

Præmier, der bare i 2018 løber op i 40.000 kroner, to store fladskærme og Premier League-rejsen.

En imponerende bedrift. Især med tanke på, at Anders faktisk kun har spillet konkurrence-FIFA i lidt over et år.

»En dag i august sidste sommer sagde han bare, at han gerne ville prøve at tage til et stævne i Aalborg, og jeg tænkte: 'Ja ja, hvorfor ikke?' Jeg vidste ikke rigtigt noget om hans niveau eller om FIFA, men lige siden er det gået stærkt,« fortæller Anders' mor, Laila Vejrgang.

Siden har han altså vundet adskillige turneringer og slået spillere som 'Fredberg' og 'Dingo', der begge anses for at være i den absolutte elite på den danske FIFA-scene.

Men hvordan kan det være, at en lille knægt kan suse direkte ind og slå de spillere, der har levet af at spille FIFA i mange år?

»Jeg ved det ikke. Måske fordi jeg tænker logisk og forstår spillet godt. Og så er min offensiv rigtig god,« siger Anders Vejrgang, der vurderer Cristiano Ronaldo som den bedste spiller, han lige nu har på sit hold.

Det lille stjernefrøs resultater er heller ikke gået ubemærket hen hos den mest profilerede danske FIFA-spiller i historien, Agge Rosenmeier, der til daglig er tilknyttet e-sport-holdet North.

'Opdagede lige, at vi (i Danmark) har en dreng, som jeg vist mener er 12 år, der vinder masser af turneringer, slår nogle af de bedste spillere i Danmark og samtidig også rammer gode resultater i WL (Weekend League - online turnering i FIFA, red.). Kæmpe respekt, Anders,' skriver den tidligere verdensmester i FIFA på Twitter.

Desværre er dog også én men.

Anders Vejrgang er lynhurtigt blevet et stort navn på den danske scene, og hans høje niveau gør også, at Vendsyssel gerne vil have ham på holdet til den kommende eSuperliga, som er en årlig turnering i FIFA.

Der er dog den regel, at man skal være 16 år for at deltage, så Anders Vejrgang må vente fire år med at dyste med, selvom han jo har bevist, at han kan præstere på et ekstremt højt niveau.

Nu har Laila Vejrgang dog søgt om dispensation for den regel, og så må vi se, om vi får Anders at se i eSuperligaen.