Undrede du dig også over, hvorfor en stol stod tom i kapellet under den britiske dronning Elizabeths begravelse?

Det er en helt enkel forklaring på det.

Det er heller ikke første gang, det er sket – og dermed ikke første gang, det har skabt undren.

Den samme stol, der mandag eftermiddag stod tom foran kong Charles i St. George's Kapel, var nemlig også tom, da hans søn, prins Harry, tilbage i 2018 blev gift med Meghan Markle.

Her ses pladsen stå tom i St. George's Kapel.
Her ses pladsen stå tom i St. George's Kapel. Foto: POOL
Vis mere

Dengang var der flere, der gættede på, at det var gjort for at ære prinsens afdøde mor, prinsesse Diana, men sådan forholder det sig ikke, skriver The Independent.

Den tomme stol repræsenterer nemlig ikke et medlem af kongefamilien, der er gået bort.

Den er heller ikke tom på grund af sygdom eller en udeblivelse.

Nej, det skyldes i virkeligheden blot den kongelige protokol. Ingen må sidde foran den regerende monark ved sådan en form for begivenhed, så monarkens udsyn ikke risikere at blive blokeret eller forstyrret.

Kong Charles har her bevæget sig fra sin plads under ceremonien.
Kong Charles har her bevæget sig fra sin plads under ceremonien. Foto: POOL
Vis mere

Tidligere har den britiske kongehuskommentator Richard Fitzwilliams over for mediet forklaret, at den nu afdøde dronning Elizabeth havde en favoritplads i St. George's Kapel, der ligger ved Windsor Castle.

Det var den plads, kong Charles indtog under begravelsen af sin mor i kapellet mandag.