Prins Harry fik angivelig nyheden om, at dronning Elizabeth var død, på samme tid som resten af verden, da han kunne lære det i nyhederne.

Det skriver PageSix, der har fået informationen fra kilder med tilknytning til Buckingham Palace.

Da det 8. september blev meldt ud, at dronningens læger var »bekymrede for hendes helbred« og anbefalede, at hun var under lægeligt opsyn, hastede familien mod Balmoral Slot, hvor hun befandt sig.

Prins Harry, der drog af sted fra London, ankom dog først til slottet en time og 32 minutter efter, dronning Elizabeth officielt blev erklæret død af det britiske kongehus.

Prins Harry kunne om nogen få dronning Elizabeth til at grine. Her ved Charles og Camillas bryllup 2005.
Prins Harry kunne om nogen få dronning Elizabeth til at grine. Her ved Charles og Camillas bryllup 2005. Foto: ALASTAIR GRANT
Vis mere

Til mediet fortæller en 'højtplaceret insider i Buckingham Palace', at prinsens far, kong Charles, havde hidkaldt sønnen til Skotland allerede fra morgenstunden.

En anden kilde bekræftede dog til PageSix, at der ikke var nogen fra den kongelige familie eller hoffolk, der faktisk ringede til prins Harry for at overbringe ham nyheden om monarkens død – hvorfor han måtte læse det online.

På trods af, at det nok er de færreste bedstemødre, du kan få til at udpege sit yndlingsbarnebarn, havde prins Harry en helt særlig plads i dronningens hjerte.

»Sammen med ham tør hun sænke paraderne,« som kong Charles' tidligere butler Grant Harrold ifølge magasinet Marie Claire sidste år fortalte i en dokumentar.

»Nogle gange tænker jeg på, om det måske er, fordi han minder dronningen om prins Philip,« tilføjede han med reference til prins Harrys glimt i øjet, smilende væsen og jokende adfærd.