Man så det forleden, da han holdt sin første tale for parlamentet som konge. At han stadig skal vænne sig til rollen. Usikkert sad han der i stolen, så sig lidt undrende omkring.
»Jeg kan mærke historiens vægt,« sagde han da også om at være lige dér. I den rolle, mange troede, aldrig skulle blive hans. Og som han aldrig var skåret til.
Man siger, at modgang gør stærk. Står det til troende, er kong Charles stærk. Bomstærk.
For bag den 73-årige konges grånende ydre gemmer sig et menneske, som blev voldsomt mobbet som barn.
Et menneske, som det meste af sit liv har forsøgt at leve op til andres forventninger og først sent fandt modet til at være sig selv.
Han var et følsomt barn, en genert og indadvendt dreng, som hans mor ikke havde tid til, og som hans far, prins Philip, ikke havde meget forståelse for.
Talrige episoder fra hans tidlige liv vidner om, hvor ensomt et barn han var:
Hans mor, der overlod sin få måneder gamle søn til guvernanten for i lange perioder at rejse ud til sin mand, som var udstationeret på Malta.
Eller en fem år gammel Charles, der sammen med sin lillesøster Anne ventede på at gense forældrene efter deres seks måneders rundrejse og blev mødt med et formelt håndtryk, som det beskrives i Vanity Fair.
Det var især faderen, prins Philip, som varetog opdragelsen, og i Jonathan Dimblebys biografi ‘Prince of Wales’ beskrives det, hvordan Charles som barn var bange for sin far, som nedgjorde og mobbede ham, og hvis ord var lov.
Også da han besluttede at sende sønnen på kostskolen Cheam i Hampshire. For at hærde ham, som han selv var blevet hærdet.
Ni år gammel blev Charles sendt til sin første kostskole. Og blev, stort set fra han ankom til skolen, mobbet voldsomt.
‘Dumbo’ og ‘fede’ kaldte de andre børn ham.
Han græd sig i søvn. Klamrede sig til sin tøjbamse. Var helt alene i verden og blottet for talent for de sportsgrene, som prestigeskoler excellerer i, og som kunne have åbnet døren til om ikke venskaber så i hvert fald tilhørsforhold.
Bedre blev det ikke, da Charles tre år senere blev sendt videre til næste – og endnu fjernere – kostskole. Gordonstoun i Skotland, hvor hans far selv havde gået.
En skole, hvor ‘magtfuldes sønner kan blive frigjort fra privilegiernes fængsel’, som stifteren havde formuleret det.
For at hærde eleverne var der åbne vinduer året rundt. De skulle bære shorts hele året, løbe før morgenmad iført meget lidt tøj og tage bad i isnende koldt vand.
Oven i det kom mobningen.
»Det er et absolut helvede,« beskrev Charles ifølge Sky News i et brev til sin mor og sammenlignede skolen med fangelejren ‘Colditz’.
»Bare i kilt,« skrev han og fortalte, hvordan han ingen nattesøvn fik. Fordi de andre børn slog ham i hovedet, hver gang han snorkede, smed sutsko og kastede puder efter ham.
»Hvis bare jeg kunne rejse hjem,« bad han mindeligt.
Ifølge Vanity Fair blev han igen mobbet for sine ører. I en sådan grad, at hans grandonkel Earl Mountbatten forsøgte at overtale Charles' forældre til at få ham opereret.
»Mobning var nærmest institutionaliseret og meget barsk,« som en klassekammerat til Charles udtrykte det i Vanity Fair.
Venskaber knyttede han heller ikke. For enhver dreng, der viste ham interesse, blev mobbet med slubrelyde, for at ‘sucke up’ – fedte – for ham.
Den unge prins Charles søgte tilflugt i kunst, klassisk musik og skuespil. Her fik han en pause fra mobningen. I noget, han var god til.
Som et lille barn så han derfor frem til, at hans forældre skulle komme og se ham i hovedrollen i skolens opsætning af ‘Macbeth’.
»Men det eneste, jeg hørte, var min fars latter,« skrev en knust prins Charles i et brev om de upassende latterudbrud fra salen.
Årene på især Gordonstoun fik Charles til at trække sig længere og længere ind i sin egen skal, og opholdet efterlod dybe ar på hans sjæl.
For i bund og grund var han bare et lille menneske, der higede efter kærlighed og omsorg. Der blot drømte om at passe ind i livets store puslespil.
»Han var en firkant i et rundt hul,« lød det da også sidenhen fra hans forældre, som erkendte, at det havde været en fejl at sende ham til Gordonstoun.
Men der skulle gå yderligere mange år, før Charles tog sagen i egen hånd og savede dén firkant, han kunne passe i.
For selvom han siden gradvist modnedes og fandt mere og mere fodfæste som sig selv, lod han sig også presse ind i ægteskabet med den unge Diana Spencer.
Hun var – mente hans forældre – et passende parti for den 32-årige ungkarl. Hvis hjerte allerede tilhørte en anden.
Hvordan deres skæbne blev, ved vi alle. Og ved, hvordan prins Charles genoptog sit forhold til sin store kærlighed Camilla Parker-Bowles både under og efter ægteskabet.
Men ikke mindst stod fast på det efter prinsesse Dianas død.
Det var dér, han trådte i karakter som menneske. Traf et valg om at være tro mod sig selv. Gå med sikre skridt på den vej, som kærligheden for længst havde anlagt for ham.
Nu vejer historiens vægt på hans skuldre. Forventningerne står i kø. Men kong Charles har rystet skæbnens tunge kappe af sig og fundet fodfæstet. Han skal bare vænne sig til rollen.
