»Vi kan kun spekulere, men intet er overladt til tilfældighederne, når det kommer til den royale familie.«

Sådan lyder det fra Victoria Arbiter, ekspert i det britiske kongehus, til Independent.

Og hvad er det så, der spekuleres over? Jo, det er såmænd, hvad der skal ske med afdøde dronning Elizabeths tre hunde.

Racen corgi er blevet synonym med dronning Elizabeth, som i 85 år – fra 1933 til 2018 – altid ejede mindst én corgihund.

Det vrimlede med corgier, da dronning Elizabeth i 2002 mødte New Zealands rugbylandshold.
Det vrimlede med corgier, da dronning Elizabeth i 2002 mødte New Zealands rugbylandshold. Foto: Kirsty Wigglesworth/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hendes sidste corgi, Whisper, døde i 2018, og så troede de fleste nok, at det var slut med hunde for regenten. Men i 2021 blev hun igen corgi-ejer, da hun under prins Phillips indlæggelse fik de to hvalpe, Fergus og Muick, i gave. Fergus døde kort efter, men sønnen Andrew gav hende en ny hvalp på dagen, der ville have været prins Phillips 100-års fødselsdag.

Oven i dette havde hun også Dorgi-hunden Candy, som var en af Whispers hvalpe. Dorgi er en blanding mellem en corgi og dacshund.

Der er endnu ikke meldt en officiel plan ud for de tre hundes nye hjem.

»Den royale familie er hundeelskere, selvom ingen (andre, red.) er specielt glade for corgier. Dronningen havde en vidunderlig måde at være sammen med dem på. De (hundene, red.) var kendt for at nappe den royale familie i anklerne,« forklarer Victoria Arbiter.

Hvis hun skal komme med et kvalificeret gæt, vil det da også blive et familiemedlem, som åbner sit hjem for de tre hunde.

Her er det især prins Andrews navn, der bliver nævnt som mulig arvtager.

Om den nye ejer vil betyde en forringelse i levestandard, er uvist, men der er ingen tvivl om, at dronningens hunde har levet et luksuriøst liv.

De havde deres eget rum i Buckingham Palace, deres hundekurve fik daglig friske lagener, og deres kost bestod blandt andet af frisk kaninkød, som blev serveret af en gourmetkok.

Hvis det ikke bliver et familiemedlem, som tager hundene, forventer Victoria Arbiter, at en af den afdøde dronnings nærmeste medarbejdere vil tage hvervet på sig.