I århundreder har den været omgærdet af mystik og været symbol på magt. Og nu er én af verdens største og mest berømte diamanter atter omdrejningspunkt for et markant nedslag i historien.
Ét, der kan blive enden på en æra.
Lige siden dronning Elizabeth 2.s død har mange spekuleret i, om det var enden på det knap 100 år gamle og mægtige britiske Commonwealth, som hun i syv årtier har været et dybt respekteret statsoverhoved for.
»Efter et langt liv i tro, pligt og tjeneste er en ledestjerne brændt ud,« lød det da også i de officielle mindeord fra sammenslutningen.
Men måske – mener nogle – er det på tide at trække en streg i sandet. Tage et opgør med fortiden.
Således har den caribiske østat Antigua og Barbuda allerede meldt ud, at der inden for tre år vil blive afholdt folkeafstemning om, hvorvidt staten fremover skal være en republik.
Indien kan blive de næste i rækken. For det er ikke kun sorg, der har ramt det store land.
Vreden simrer også på de sociale medier. Hvor mange – måske som et første skridt – kræver, at Indien får et af de vigtigste historiske artefakter tilbage.
‘Lysbjerget’ kaldes den. Kohinoor. En af verdens største og mest berømte diamanter. Som er indfattet i dronningemoderens krone, der er en del af kronjuveludstillingen i London Tower, men efter manges mening stjålet fra Indien.
»At prale med Kohinoor i dronningemoderens krone er en kraftig påmindelse om de uretfærdigheder, der blev begået af den tidligere imperialistiske magt.«
»Indtil den returneres, i det mindste i en symbolsk forsoningsgestus, vil den forblive bevis på den plyndring og det misbrug, som koloniseringen i virkeligheden handlede om,« raser den indiske forfatter og politiker Shashi Tharoor ifølge Los Angeles Times på de sociale medier.
Historien om Kohinoor – som diamanten hedder – kan dateres tilbage til det 14. århundrede, hvor den blev opdaget i det sydlige Indien.
Gennem landets blodige historie skiftede den hænder adskillige gange. Hvilede blandt andet i stormogul – og grundlægger af Mogulriget – Zahir-ud-din Baburs.
Efter i årtier at have været ude af landet vendte den store smukke diamant tilbage til Indien i 1813, hvor grundlægger af Sikh-imperiet Ranjit Singh fik den i sin besiddelse.
Det var gennem hans store affektion for stenen, at den fik en nærmest mytisk status.
I 1849 annekterede briterne Indien. Der havde hans søn, Duleep Singh, overtaget magten i det, der i dag er delstaten Punjab. Han var blot 11 år gammel.
Under forhandlingerne om Lahore-traktaten lykkedes det på snedig vis Englands generalkonsul at få den unge hersker til at skrive under på, at diamanten skulle overdrages til den engelske dronning.
Så det blev den.
I dag er diamanter stadig en efterspurgt og eksklusiv vare. Men på den tid var de også symbolet på magt. Jo større, jo mere magt.
Kohinoor vejede 186 karat.
Den havde dog langtfra den ønskede effekt, da den blev indfattet i dronning Victorias krone, hvorfor et omfattende slibearbejde blev iværksat ved hjælp af en fire hestekræfters dampmaskine.
38 dage tog det, før projektet lykkedes. Da var Kohinoor slebet ned til 108,93 karat og skinnede perfekt i dronningens krone. Alle dånede.
Men myten om den store diamant var også nået til England. Og en del af den var, at Kohinoor kun måtte bæres af kvinder. Mænd ville blive ramt af store ulykker, hvis de bar den.
Derfor indførte dronning Victoria i sit testamente, at Kohinoor kun måtte tilhøre en dronning eller kvinde.
Og dermed nærmer vi os nutiden.
Siden blev den indfattet i dronning Elizabeths krone. Og har altså siden dronningemoderens død i 2002 været udstillet i London Tower.
Så nu hvor hendes datter, Elizabeth 2., er død, og en mand sidder på tronen, hører den ifølge en stor gruppe indere ikke længere hjemme i England.
Mange indere har i årtier higet efter en royal undskyldning fra dronningen for årene som koloni. Og fik den aldrig. Og måske simrer vreden over det videre.
I hvert fald vrimler de sociale medier nu med kommentarer om, at Kohinoor skal hjem. Måske er næste skridt at løsrive sig helt fra det britiske kongehus.
