Hun giver hans skulder et klem, mens de kigger hinanden ind i øjnene.

Sent mandag aften har det danske kongehus delt et hidtil uset billede af dronning Margrethe og den britiske kong Charles sammen.

Billedet (der kan ses herunder) blev taget søndag i forbindelse med, at den britiske konge samlede udenlandske statsoverhoveder og kongelige på Buckingham Palace forud for mandags statsbegravelse af hans mor, dronning Elizabeth.

På billedet kan man se Charles tage imod den danske dronning:

»Kongen bød sammen med Hendes Majestæt Dronning Camilla (Charles' hustru, der også lyder den officielle titel dronninggemalinde, red.) alle velkommen til London, inden de dagen efter i fællesskab skulle tage afsked med afdøde Dronning Elizabeth, der sad på den britiske trone i mere end 70 år,« oplyser kongehuset.

I baggrunden af billedet, bag sin mor, kan man også ane kronprins Frederik.

Under mandagens statsbegravelse blev det også klart for enhver, hvor tætte bånd der er mellem den danske og den britiske kongefamilie.

For udover at have været med under begravelsen i Westminster Abbey – hvor dronning Margrethe sad lige overfor kong Charles, idet hun har siddet på tronen i 50 år –så var hun også med ved den efterfølgende mere lukkede ceremoni for 800 gæster i Windsor.

B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen forklarede mandag aften, at det nærmest var en privat begivenhed, Margrethe var inviteret med til:

»Og det cementerer endnu engang, det vi har set de seneste par dage – at Dronningen har spillet en ret central rolle til dronning Elizabeths begravelse,« fortalte han og tilføjede:

»Man må sige, deres tætte bånd bliver understreget af, at hun er med ved Windsor.«

Dronning Elizabeth døde torsdag den 8. september i en alder af 96 år.