Briterne er i sorg, efter dronning Elizabeth torsdag tog sit sidste åndedrag – og det kan tydeligt mærkes i London.

Det fortæller B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, som befinder sig i London.

»Alle reklameskilte er gået i sort med et billede af dronningen, hvor der står 'Queen Elizabeth 1926 til 2022',« fortæller han og fortsætter:

»Det er en vild gestus, for reklamepladser er jo dyre at købe, og når man tager allesammen ned, får man en vild gennemslagskraft af, at det er et land i sorg.«

Reklameskilte er erstattet med billeder af dronning Elizabeth.
Reklameskilte er erstattet med billeder af dronning Elizabeth. Foto: MARKO DJURICA
Vis mere

Derudover har butikkerne i den britiske hovedstad da også gjort sit for at ære den afdøde dronning.

»I gadebilledet kan man se, at butikkerne har åbent på en helt anden måde. Om det er sandwichbutikker, dyre tøjbutikker eller kaffebarer, så har alle markeret, at dronningen er død.«

Ifølge Jacob Heinel Jensen er der mange butikker, der har valgt at flage Union Jack på halvt i deres vinduer, mens andre benytter sig af et helt sort flag.

Også portrætter af dronning Elizabeth pryder i mange af butikkernes vinduespartier.

Folk lægger massevis af blomster ved Buckingham Palace.
Folk lægger massevis af blomster ved Buckingham Palace. Foto: MAJA SMIEJKOWSKA
Vis mere

Derudover er der mange, mange mennesker, som lægger vejen forbi Buckingham Palace. Så mange, at man har måttet hente ekstra personale ind omkring togstationerne.

»Der er fuldstændig nedsmeltning på alle togstationer omkring Buckingham Palace, og alle mennesker, der er på vej derhen, har et eller andet med, om det så er blomster, et tøjdyr eller lignende,« fortæller Jacob Heinel Jensen.

Og selvom man ikke skulle tro det, så kan det også blive for meget med blomster. Ved slottet er der nemlig blevet lagt så mange blomster, at man har måttet sige fra for flere, fordi man simpelthen ikke kan administrere det.

»Der står også vagter og råber, at man ikke må sætte dem i gitrene foran slottet længere. Der er rigtig, rigtig mange blomster,« fortæller Jacob Heinel Jensen.

I stedet opfordrer man folk til at lægge blomsterne rundt om træerne i de omkringliggende parker.