Hundredtusindvis af personer har i flere dage stået i kilometerlange køer for at se dronning Elizabeths kiste.

Men de mange timers ventetid er gået hårdt ud over flere.

Det skriver The Guardian, der har talt med akutberedskabet i London.

Londons ambulanceservice siger til avisen, at de siden onsdag har behandlet 710 personer.

Og 81 af dem måtte en tur forbi hospitalet.

Størstedelen modtog behandling for hovedskader, fordi de var faldet eller besvimet i køen.

Ifølge The Guardian er der en bekymring for, at endnu flere vil få det dårligt i køen i løbet af søndagen, fordi temperaturen ifølge vejrudsigten vil falde i London.

Darren Farmer, der er direktør for Londons ambulanceservice, siger til The Guardian:

»Det er vigtigt, at de personer, som står i kø, følger de råd, der fremgår af regeringens hjemmeside. Det inkluderer blandt andet at medbringe medicin, hvis man bruger det, iføre sig passende tøj og huske at drikke rigeligt med vand,« siger han og tilføjer.

»Det bliver med al sandsynlighed koldt, så det er vigtigt, at folk klæder sig på efter vejret, så de holder sig varme.«