Dronning Elizabeth har delt sit første opslag på Instagram - som 92-årig. Og folk elsker det.

Den britiske monark har ikke delt et sødt billede af oldebørnene, men noget andet som står hendes hjerte meget nær.

Det var under et besøg på videnskabsmuseet Science Museum i London, at dronningen fik sin debut på det sociale medie.

Her skulle dronning Elizabeth indvie et nyt besøgscenter på museet - og i den forbindelse var der en bestemt genstand, som fangede hendes opmærksomhed, skriver New York Post.

Det var et brev, som opfinderen og matematikeren Charles Babbage sendte til dronning Elizabeths tipoldemor dronning Victoria og tipoldefar prins Albert i 1843. I sit allerførste Instagram-opslag fortæller dronningen, at hun var begejstret over at opdage det udstillede brev.

'I brevet fortalte Babbage dronning Victoria og prins Albert om sin opfindelse, den 'analytiske maskine', som blev brugt til at skabe de første computerprogrammer af Ada Lovelace, en af Lord Byrons (berømt engelsk poet, red.) døtre,' skriver dronningen.

Hun skulle selv have taget billedet af brevet med en iPad og delt det på det britiske kongehus' officielle Instagram-konto.

'I dag havde jeg den fornøjelse at lære om initiativet, der går ud på at lære børn om computerkodning, så for mig virker det derfor oplagt, at jeg deler mit første Instagram-opslag på Science Museum, som længe har været en højborg for teknologi og innovation og inspireret den kommende generation af opfindere,' slutter dronningen - og underskriver med 'Elizabeth R'.

Her ses brevet fra 1843 og dronning Elizabeths Instagram-opslag.
Her ses brevet fra 1843 og dronning Elizabeths Instagram-opslag. Foto: Buckingham Palace / HANDOUT
Vis mere

Det lille 'R' står for 'Regina' - dronning på latin.

Science Museum er naturligvis begejstret over at være genstand for dronning Elizabeths debut på det sociale medie.

'Vi er beærede over, at Hendes Majestæt delte sit første Instagram-opslag, mens hun åbnede The Smith Center på Science Museum,' skriver museet.

Historien om dronningens opslag har ramt medier verden over, og på det britiske kongehus' officielle Instagram-konto vil begejstringen ingen ende tage.

Dronning Elizabeth.
Dronning Elizabeth. Foto: SIMON DAWSON
Vis mere

'Jeg håber, dette opslag fra Hendes Majestæt vil tage internettet med storm,' skriver en begejstret bruger i en kommentar til opslaget.

Som sagt så gjort.

Opslaget har i løbet af blot 18 timer fået over 200.000 likes.

'Sikken fantastisk kvinde du er. En inspiration for os alle,' skriver en bruger i en kommentar.

Mange andre roser dronningen og ønsker hende velkommen på Instagram.

Det er faktisk ikke første gang, dronning Elizabeth prøver kræfter med for hende ny teknologi på netop Science Museum i London.

Under sit seneste besøg i 2014 sendte hun for første gang et tweet.

Det britiske kongehus' Instagram-konto blev lanceret i 2013 og har nu 4,5 millioner følgere.