Du skal være parat til at arbejde i bl.a. London og Barbados, og har fri adgang til en Porsche og en Maserati.

Normalt får vi at vide, at hvis man vil være rig, skal man være selvstændig eller læse fag som økonomi, jura eller medicin.

Men nu viser det sig, at man tilsyneladende også kan komme rigtig langt som barnepige. I hvert fald hvis man er den heldige, som lander det jobtilbud, der netop er blevet slået op af et travlt forældrepar på hjemmesiden Childcare.co.uk.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, når alle jobbets fordele remses op: En årsløn på 820.000 kroner - altså knap 70.000 om måneden - arbejdpladser i både London, Cape Town, Barbados og Atlanta, og fri adgang til luksusbiler som Porsche, Maserati og Range Rover.

Oven i alt det lyder jobbeskrivelsen også som om, man ikke kommer til at gå sulten i seng om aftenen.

'Vi foretrækker, at vores barnepige spiser alle måltider sammen med børnene. De vil blive tilberedt af en Michelinstjerne-kok, det er dog ikke påkrævet', skriver den kvindelige annoncør.

Hun advarer dog også om, at det er et krævende job, som kræver sin mand eller kvinde, når der skal passes på de fire børn på 2, 4, 7 og 15 år.

'Vores børn får hjemmeundervisning og kræver konstans opmærksomhed og hjælp, selv når de er sammen med lærerne. Vi ønsker, at vores barnepige deltager i undervisningen, når det passer ind, for at kunne hjælpe med studierne uden for klasseværelset', skriver annoncøren.

Barnepigen skal desuden være indstillet på at arbejde seks dage om ugen, flyve internationalt op til tre gange om ugen, og afstå fra at tage stoffer og drikke sig i hegnet i sin fritid - det er nemlig fyringsgrund.

Det er påkrævet at have et engelsk kørekort og kunne selvforsvar - hvis man ikke har det, vil man få det betalt.

Hvis man stadig synes, jobbet lyder fristende, er der lige nogle krav, man skal opfylde, for at komme i betragtning:

- En uddannelse i børnepsykologi

- Ingen børn selv

- Mindst 15 års erfaring

- Man skal bo hos familien

Hvis det skulle lykkes at slippe gennem nåleøjet og blive valgt, får man 14 dages prøvetid, inden en fastansættelse kan komme på tale. Det er nemlig vigtigt, at børnene også godkender den nye barnepige.

H/T: Metro.