Populisme får politikere til at ignorere fakta og vil føre til besparelser på vigtige videnskabelige områder, siger nobelpristagere i en ny undersøgelse.

Politisk polarisering og populisme er en ’alvorlig’ eller ligefrem ’graverende’ trussel mod den moderne videnskab.

Det mener 70 procent ud af 50 adspurgte nobelpristagere i en undersøgelse udført af ugemagasinet Times Higher Education, skriver Videnskab.dk

»I dag stiller mennesker spørgsmål ved fakta, hvis de foretrækker at tro på rygter i stedet for veletablerede videnskabelige fakta,« siger Jean-Pierre Sauvage, der i 2016 modtog en delt nobelpris i kemi, til Times Higher Education.

Læs mere på Videnskab.dk: Forsker: Populisme afslører landdistrikternes vrede i USA og Europa

Undersøgelsen blev udført ved åbningen af konferencen World Academic Summit på King’s College London i England, og blandt deltagerne var nobelpristagere inden for naturvidenskab, medicin og økonomi.

Enkelte deltagere lagde ikke skjul på, at særligt den amerikanske præsident Donald Trump repræsenterede en bekymrende politisk tendens.

Nobelpristager i kemi i 2003 Peter Agre fra Johns Hopkins Malaria Research Institute sammenlignede Trump med en »batman-skurk,« der var »ondskabsfuld og egoistisk,« og hvis præsidentembede var »usædvanligt uvidende og ondartet,« skriver Times Higher Education ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Det har Trump sagt om videnskab

Flere af deltagerne så en tendens til, at populistiske politikere i højere grad end tidligere er villige til at se bort fra robust videnskabelig viden fra det videnskabelige samfund.

Det kan ifølge forskerne resultere i politisk ’anti-intellektualisme’ og øger risikoen for, at de videnskabelige fag får sparekniven i den nære fremtid, skriver Times Higher Education ifølge Videnskab.dk.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Forsker: Farligt, når politikere tror, de ved bedre end forskere

Ugens podcast: Forskere skal råbe op, når politikere taler