Når vi bliver ramt af konflikter i nære relationer, reagerer vi ofte på en måde, der gav mening i barndommen, men som ikke giver mening i et parforhold med to voksne mennesker. Her hjælper parterapeut Katrine Axholm en kvinde, der er låst i et usundt konfliktmønster med sin mand.

»På en måde er det min mand, som har sendt mig herhen,« siger Pernille og ser lidt genert ned i gulvet.

»Han har sat mig stolen for døren, og et langt stykke ad vejen forstår jeg ham godt, jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre anderledes. Jeg når ofte til et punkt, når vi har konflikter, hvor jeg bliver helt tom indeni, og så lukker jeg ned. Jeg kan ingenting mærke, og uanset hvad han gør eller siger, har jeg lukket i som en østers, og der er ingen vej tilbage til kommunikationen. Jeg ved, det driver ham til vanvid, og nogle gange tager det flere dage, før vi kan tale sammen igen.«

Herefter er det en del af parrets mønster, at Pernille lover aldrig mere at lukke ned på den måde, og hun mener det virkelig. Men ved næste konflikt sker det præcis samme.

»Nu har han sagt, at han ikke kan leve med det mere. At vi aldrig kommer videre, hvis jeg bare trækker mig hver gang. Så jeg har brug for din hjælp.«

Når vi mennesker bliver tilstrækkeligt pressede i vores nære relationer og kommer til at føle os forkerte eller utilstrækkelige, reagerer vi ofte uhensigtsmæssigt.

Det er derfor hjælpsomt for os at forstå, hvad der sker følelsesmæssigt, siden vi vælger at trække os, gå til angreb, forsvare os eller noget helt fjerde.

Kun ad den vej kan vi ændre den adfærd, som hverken gavner os selv eller vores nære relationer.

Pernille og jeg taler derfor lidt frem og tilbage om, hvad der sker inde i hende, når hun har konflikter med sin mand. Især har jeg fokus på, hvad der sker i sekunderne op til, at Pernille kan mærke, at hun gør sig tom og lukker ned for sine følelser.

»I vores diskussioner når jeg som regel til et punkt, hvor jeg føler mig så presset, at jeg ikke længere ved, hvordan jeg skal argumentere og forsvare mig. Jeg føler mig kørt op i et hjørne og har oplevelsen af ikke at have nogen vej væk. Det føles farligt.«

Vi undersøger følelsen og nærmer os forsigtigt en del af forklaringen:

Kan du genkende de følelser, du oplever i konflikter med din mand, fra andre situationer i dit liv?

»Ja,« svarer Pernille, gemmer ansigtet i hænderne og begynder at græde. Så fortæller hun om sin barndom alene med sin mor.

»Min far og mor blev skilt, da jeg var fem år, og min mor var meget bitter på min far, fordi han havde fundet en anden kvinde. Når jeg havde været på besøg hos min far hver anden weekend, ville min mor altid høre om alt, vi havde lavet sammen, hvad vi havde fået at spise, hvad min fars nye kone havde på af tøj – alt for mange detaljer. Det var meget ubehageligt for mig. Jeg havde oplevelsen af, at jeg skulle udlevere min far, som jeg jo elskede og ville være loyal over for. Jeg vidste godt, at min mor var vred på ham. Så til sidst sad jeg bare med bøjet hoved og sagde 'det ved jeg ikke' og 'det kan jeg ikke huske', mens min mor blev ved og ved med at spørge. Det var så ubehageligt for mig, og jeg gjorde mig tom, ligesom jeg gør nu. Jeg har bare aldrig tænkt på det på den måde før. At det minder om dengang med min mor.«

Det her bliver Pernilles gennembrud. At opdage, at hun bliver som en lille pige, når hun føler sig presset i en konflikt med sin mand.

Pernille kommer til at bruge den gamle forsvarsmekanisme, som hun også brugte sammen med sin mor, for at beskytte sig mod det, der føles som et verbalt overgreb.

Derefter arbejder vi med, hvordan Pernille kan hjælpe sig selv med at forblive voksen i relationen til sin mand.

På den måde kan hun mere bevidst trække sig eller blive i kontakten med sin mand, så det ikke sker automatisk uden for hendes kontrol.

Hun lærer altså at reagere aldersvarende i stedet for at opføre sig som en lille pige, som er under pres af sin mor.