Plastikoperationer er populære, men ikke uden risiko.
Det fik den 31-årige brasilianske mode- og livsstilsinfluencer, Adair Mendes Dutra Junior, også kendt som Junior Dutra, tragisk nok at mærke.
Ifølge det amerikanske medie 'PEOPLE' døde Junior 3. oktober, efter han angiveligt fik alvorlige komplikationer i forbindelse med en kosmetisk behandling kaldet 'fox eyes', som han tidligere på året havde fået udført af kendistandlægen Fernando Garbi.
Junior fik foretaget fox eye-operationen tilbage i marts. Indgrebet går ud på at løfte siderne af ens af øjne for at skabe et ‘ræveagtigt’ udseende - en trend, der har spredt sig blandt unge verden over.
Kort før sin død fortalte influenceren i et interview med det brasilianske medie 'Feed TV', at han havde kæmpet med hævelse, blå mærker og infektioner i ansigtet efter operationen.
Her delte han også billeder af sit hævede ansigt med blå mærker omkring øjne, tindinger, næse og hage og viste de problemer, han havde oplevet efter operationen.
Ifølge Junior selv havde han kæmpet med smerter og infektioner lige siden indgrebet, men sidste fredag tog hans tilstand en alvorlig drejning.
Han fik pludselig åndenød og blev hastet til et offentligt hospital i São Paulo, hvor han kort tid efter døde.
Den officielle dødsårsag er endnu ikke fastslået, og sagen bliver stadig efterforsket.
Ifølge dokumenter, som det brasilianske medie Portal Leo Dias har fået fat i, havde Junior inden sin død indgivet en anmodning om at behandleren Fernando Garbi skulle efterforskes.
Han havde også sagsøgt Garbi for seks forskellige forbrydelser, herunder ulovlig medicinsk praksis, bedragerisk fremstilling og alvorlig personskade.
I et statement, som blev lagt op på Garbis Instagram, har lægens advokat klart afvist, at Garbi har nogen forbindelse til det tragiske dødsfald.
Han kalder beskyldningerne »udtalelser fra folk, der søger kortvarig berømmelse.«