På B.T. er der kort fra idé til handling. 

Vi er ikke bange for at gå nye veje i jagten på den næste historie, der sætter dagsordenen.

Vi vinkler vores historier skarpt, er en sten i skoene på magthavere og fokuserer på dét, danskerne taler om.

Vi laver moderne tabloid og går ikke på kompromis med troværdigheden.

Vi udvikler hele tiden vores journalistik – uanset om det gælder nye platforme eller journalistiske virkemidler – og vi vil have det sjovt sammen, mens vi arbejder.

Og så er B.T. 100 procent digital og bliver læst, set og hørt af to millioner danskere hver måned.

Du matcher B.T. hvis:

  • Du er god til at få ideer og har lyst til at lære.

  • Kan fortælle historier, som brugerne kan mærke.

  • Er vedholdende og vil lave journalistik med gennemslagskraft.

  • Drømmer om at fortælle dine egne historier uanset om det er i tekst, billeder, video eller podcast.

  • Har lyst til hurtigt at få meget ansvar, selvfølgelig i samarbejde med erfarne kolleger, der giver dig efterkritik, råd og vejledning.

Vi lover, at:

  • Dine historier bliver læst, set og lyttet til.

  • Du ikke kommer til at kede dig. For du får både lov til at løbe stærkt og til at fordybe dig.

  • Du får en bred uddannelse, der ruster dig til en omskiftelig mediebranche.

B.T. er centreret omkring vores nyhedsredaktion

Vi dækker det, danskerne taler om fra vejret til krig og katastrofer. Her får du masser af kilometer i benene og bliver hurtig på tasterne, for vi VIL være de første, der informerer danskerne om vigtige nyheder fra ind- og udland. Du lærer at vinkle tabloid, uanset om du skal dechifrere Trumps seneste udmelding, dække X-Factor liveshow, Superliga fodbold eller skrive case-historier, hvor borgerne er i fokus.

Som praktikant får du også mulighed for at prøve dig selv af på flere af vores otte styrkeområder:

På Politik er Christiansborg og politikerne i fokus. Du er med til lave dagsordensættende nyheder og afslørende politiske historier. Og det kan sagtens være dig, der konfronterer statsministeren.

På Underholdning dækker vi det, danskerne går op i og ser i tv, streamer eller hører i radio og podcast. Vi nørder over detaljerne, portrætterer de kendte og møder kendis-danmark på den røde løber. Og så går vi helt tæt på Kongehuset.

På Sporten er fodbold og mennesker i fokus. Vi fejrer triumferne, er nådesløse i evalueringen af skuffelserne og er altid interesserede i mennesket bag både succes og fiasko.

På Krim kommer du ud på gerningsstedet og ind i retssalen, men får også mulighed for at prøve kræfter med den store fortælling.

På Video & Podcast sender vi live fra folketingsvalg, folkemøde og festivaler og udgiver flere faste podcast-formater. Det gælder den debatskabende ‘Borgerlig Tabloid’, den politisk perspektiverende ‘B.T. Valgkamp’, og for de bold-begejstrede ‘B.T. Fodbold’.

På Penge har du næsen helt nede i danskernes pung. Vi holder øje med, hvor forbrugerne gør det bedste køb, uanset om det gælder dagligvarer, forsikringer eller rejser.

På Samfund endevender vi de prioriteringer og valg, som sætter rammerne for danskernes hverdag, og vi holder skarpt øje med, hvordan politikerne bruger vores skattekroner.

På Udland vil du lære at perspektivere nyheder fra hele verden og klæde læserne på til at forstå verdensbegivenheder, mens de sker.

På B.T. kan du arbejde på nyhedsredaktionen og på flere af vores styrkeområder. Scanpix Danmark Foto: Scanpix Danmark

Som praktikant på B.T.

Indgår du i en gruppe af otte praktikanter. Du får en mentor og en praktikantvejleder, der hver især giver dig personlig coaching og feedback på dine historier, ideer, succeser og udfordringer.

Du får mulighed for at komme på studietur, ligesom praktikanterne hver måned har en uddannelsesdag.

På B.T. bliver du en del af et levende mediehus, hvor stemningen er god, der er højt til loftet og kort vej til chefredaktøren.

Vi vægter god ledelse og et godt arbejdsmiljø højt, og du vil møde et fladt hierarki med plads til forskellighed og respekt for hinanden.

Kom og mød os:

På Praktikmessen i Odense.

Til en samtale i Pilestræde 34. Vi inviterer til samtaler fredag den 23. oktober og samtalerne bliver holdt mandag den 26. oktober og tirsdag den 27. oktober.

Du kan også finde os på instagram på b.t.praktik

Send os en ansøgning, og lad os finde ud af, om du er B.T.s næste praktikant.

Vi glæder os til at møde dig.